23948sdkhjf

Uddannelsessystem bør have en gennemgang

Manglen på ingeniører bør føre til en gennemgang af det danske uddannelsessystem, så vi undgår flaskehalse. Det var debattørerne enige om, da tænketanken Cepos havde inviteret til debat på Bornholm
Er Danmark et godt nok land, at drive virksomhed i?

Allerede i spørgsmålet, der udgør debattens tema ligger et kritisk element. Og det kritiske tilgang var da også hele formålet med at diskutere uddannelse og lønniveau, da den borgerlige tænketank CEPOS på Folkemødet havde inviteret deres egen specialkonsulent Martin Kyed, cheføkonom i Dansk Metal Allan Lyngsø Madsen og adm. direktør for Siemens i Danmark Jukka Pertola til debat om, hvordan det kan blive mere attraktivt at være erhvervsdrivende.

- Siemens har været i Danmark i 120 år. Her er et godt samarbejde med vores godt 3.000 underleverandører, og myndigheder er lydhøre. Men vi har et højt løn- og omkostningsniveau - for højt. Og så er vi bekymrede for manglen på ingeniører. Vi tænker meget på, hvordan vi kan skaffe flere og på, hvordan vi kan hente udenlandsk arbejdskraft, siger Jukka Pertola indledningsvis.

Industriens flaskehalse

Martin Kyed griber bolden.

- Ja, man taler ligefrem om flaskehalse i industrien på grund af manglen på ingeniører. Men handler det om, at vi ikke bruger penge nok på uddannelse?, spørger han retorisk og svarer selv:

- Nej, vi bruger flest penge ifølge OECD, og alligevel ligger vi under mange andre lande, hvad angår færdigheder. En årsag er, at når vi i Danmark træffer uddannelsesvalg, så er vi ligeglade med jobsituationen. Der bør derfor være større tilskyndelse til at søge hen, hvor ledigheden er lav, siger han.

Også Allan Lyngsø Madsen synes, man bør se nærmere på det danske uddannelsessystem.

- Vi bør se på, om det er de rigtige uddannelser, vi har. Når man den seneste uge kan se, at DA vil fortsætte med at sende de ledige rundt i svingdøren, så vil jeg hellere bruge penge på, at uddanne de ledige, så de kan matche arbejdsmarkedets behov, siger han.

Kyed tager tråden op og bringer en borgerlig kæphest på banen.

- Væksten på universitetsuddannelserne har været meget høj på humaniora - de er også de mest ledige, så her står vi med en udfordring. Vi skal derfor sørge for at universiteterne uddanner til arbejdsmarkedet, sagde han.

Følges ad

Også lønomkostningerne blev diskuteret i det lille telt på klippeøen.

Allan Lyngsø er den første til at lufte sine holdninger.

- Løn og produktivitet følges ad - længere er den ikke. Producerer en dansk smed dobbelt så meget platin som en smed i udlandet, så skal han også have dobbelt så meget i løn, siger han.

Martin Kyed bringer her konkurrencevilkårene i spil.

- Hvis Allans medlemmer i fremtiden skal trække så høje lønninger, så skal de være højproduktive. Det kunne man blive ved at lave mere ens konkurrencevilkår på tværs af landene og sænke vores høje afgifter, siger han.

Allan Lyngsø Madsen supplerer:

- Det er jeg helt enig i.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093