23948sdkhjf

Kommuner afventer solcelleregler

1. marts skulle en ny bekendtgørelse om solceller i kommunerne være trådt i kraft, men den er endnu ikke kommet
Hvis kommuner ønsker at sætte solceller op, skal de oprette et selvstændigt selskab for hvert solcelleanlæg. Det kræver elforsyningsloven i dag, men det giver en unødig stor mængde administrationsarbejde, lyder kritikken fra kommunerne.

En ny bekendtgørelse vil give kommuner mulighed for at søge om dispensation fra selskabsdannelseskravet, men bekendtgørelsen lader vente på sig.

Et udkast til bekendtgørelsen har været i høring frem til 16. januar og skulle efter planen være trådt i kraft 1. marts, men det er den endnu ikke.

- Vi oplever stadigvæk, at der er stor interesse for solceller i kommunerne, men vi oplever også, at der er stor irritation over, at reglerne ikke er kommet på plads endnu. Der er nogle kommuner, der vil se reglerne, før de vil administrere efter dem, og derfor er afventende, mens andre kommuner sætter solceller op, fordi de forventer at få dispensation, siger Per Henriksen, der er rådgiver i brancheforeningen Dansk Solcelleforening.

Han undrer sig over, at reglerne ikke er på plads endnu, da problemstillingen har været kendt længe. Han fortæller, at Horten Advokatpartnerselskab blandt andet gjorde opmærksom på problemstillingen i efteråret 2012.

Også Kommunernes Landsforening (KL) har gjort opmærksom på problemstillingen og henvendte sig i starten af 2013 til Energistyrelsen.

Ifølge udkastet til bekendtgørelsen vil kommuner få mulighed for at søge dispensation fra kravet om selskabsdannelse inden for en pulje på 20 MW. Når bekendtgørelsen træder i kraft, vil den omfatte solcelleanlæg tilsluttet efter den 28. juni, hvor Folketinget vedtog lovændringen, der gav hjemmel til loftet for dispensationen.

Dansk Solcelleforening undrer sig over loftet.

- Vi synes, at det er underligt, at man vil lægge en begrænsning på 20 MW. Mange kommuner vil gerne være med til at trække den grønne omstilling i gang, og en af de ting, de har i værktøjskassen til at gøre det er solcelleanlæg. For os at se er det underligt, at nogle kommuner får lov, mens andre måske ikke gør, siger Per Henriksen.

Permanente regler

Formand for teknik- og miljøudvalget i KL Martin Damm (V) ærger sig over, at der har været så mange problemer for kommuner, der gerne vil opsætte solceller.

- Der er ikke nogen, der vil blive beskyldt for at have gjort det nemt for kommunerne at bidrage til den grønne omstilling, siger han.

Martin Damm håber, at der snart vil komme ro på solcelleområdet.

- Solcellemarkedet har virkelig været præget af, at det har været stop og start og stop og start. Det er ikke særligt hensigtsmæssigt. Man kan dårligt nå at få nogle projekter igennem, inden reglerne er nogle andre, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, at der er mange kommuner, der har nogle planer, som er lagt i skuffen, og så venter de på, at man beslutter et eller andet. Det vigtigste er næsten, at det er noget, man kan regne med. Så er det jo staten, der bestemmer, om man vil fremme det, eller om man vil lave vilkårene så ringe, at der ikke er nogen, der gider det.

Få kommentarer

Det er ikke mange kommentarer, Energistyrelsen har til bekendtgørelsen.

“Vi arbejder på, at bekendtgørelsen kan træde i kraft om kort tid, så der kan åbnes for ansøgninger,“ svarer styrelsen i en mail til Licitationen på spørgsmålet om, hvornår man forventer, at bekendtgørelsen vil træde i kraft.

Licitationen har også spurgt Energistyrelsen om, hvorfor det har taget så lang tid at få reglerne på plads, når man har været klar over problemstillingen i over et år, men det undlader styrelsen at svare på.

Kommunale solceller

I 2012 blev elforsyningsloven ændret, så kommunerne er forpligtet til at oprette et selskab for hvert solcelleanlæg, de vil etablere. Det er unødigt administrationsarbejde, lyder kritikken fra kommunerne.

Tankegangen bag kravet om selskabsdannelse er, at kommunerne, selvom de bruger det meste af strømmen selv, i princippet bliver strømproducenter og dermed er i konkurrence med andre aktører.

Den 28. juni i 2013 vedtog Folketinget en lovændring af elforsyningsloven, som åbnede op for, at der kunne fastsættes et loft for dispensation fra selskabskravet.

Forud for lovændringen den 11. juni indgik regeringen en aftale med en række partier om begrænsning af udgiften til den fortsatte udbygning af solcelleanlæg. Den 19. juni indgik forligsparterne en tillægsaftale om, at man vil dispensere for kravet om, at kommuner skal udskille anlæggene i selskaber, i en pulje på op til 20 MW.

Den nye bekendtgørelse, der er undervejs, er udmøntningen af de politiske aftaler og lovændringen, der blev vedtaget 28. juni.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094