For 19 milliarder æggemadder
Det er en gammel fryns, som med tiden bare er blevet en slags uskreven regel, og det hænger på ingen måde sammen med det faktum, at vore offentlige udgifter fortsat stiger.
19 mia. kroner koster det at have offentligt ansatte til at sidde og spise. Den var ikke gået i det private, og havde det været tilfældet, ville det offentlige nok være på nakken af det private erhvervsliv for at fråse med pengene.
Hvis man vælger at fjerne den, så vil der givetvis lyde et ramaskrig, og med det samme blive rejst et krav om lønkompensation for den halve time, det tager at spise. Men heller ikke det har nogen rimelighed, for det eneste der faktisk er tale om, er at man justerer de offentligt ansattes ansættelsesforhold, så de ligner det private arbejdsmarked mere. Og det skal man ikke kompenseres for.
19 mia. kroner er nok til at betale en hel storebæltsforbindelse, en Øresundsforbindelse, eller for den sags skyld Femern.
Og når man så samtidig taler dagpengereform, fjernelse af efterlønsordningen og andre tiltag, så er det en højst mærkværdig ting, at man som offentligt ansat skal have penge for at holde frokostpause.
Det ville klæde den siddende regering, om man turde tage fat på at få det løst. Men det er nok ikke rigtigt noget, der giver vælgere i den offentlige lejr og dermed stemmer. I stedet vælger man at forære en halv milliard kroner væk i skattefradrag på fagforeningskontingenter.
Opgaven for en kommende borgerlig regering er som skåret ud i pap: Beslutningen om fradraget for fagforeningskontingenter skal rulles tilbage, og det samme skal den offentligt betalte frokost.
Når det private erhvervsliv er nødt til at køre tingene “lean" så er det offentlige også. Der skal med andre ord sættes tæring efter næring. Helt bogstaveligt talt. De penge kan bruges til at få flere i arbejde og mere aktivitet i det danske samfund.
Valg eller ej.
