Projektkonkurrence om nyt Frihedsmuseum er udskrevet
Det nye Frihedsmuseum skal ligge på samme område, som det museum der nedbrændte sidste år
Museet nedbrændte i april 2013, men først med finansloven 2015 blev der afsat midler til et genopbygge det.
I beskrivelsen i udbudsmaterialet fremgår det, at det nye Frihedsmuseum skal nå et bredere publikum med et byggeri, der kombinerer en unik placering og høj arkitektonisk kvalitet med optimale udstillingsbetingelser.
- Der skal tages højde for, at bygningen skal ligge i et historisk område i København. Museet kommer til at ligge i Churchillparken og ved siden af Kastellet som er et fredet fortidsminde. Det er et meget unikt område, og museet skal passe ind i både landskabet og den bymæssige sammenhæng, som kommer til at omgive det. Vi byder det ud i en projektkonkurrence, da vi ønsker at få belyst forskellige muligheder for et nyt Frihedsmuseum, siger Ann-Pia Puggaard, chef for projekter og rådgivning i Styrelsen for Slotte og Ejendomme.
Sikres mod vand
Det nye museum skal ligge på samme område, som det oprindelige museum.
Grundarealet vil være cirka 1.000 kvm i flademål. Med sin placering ved Kastellet er byggefeltet omfattet af fortidsminde-, naturbeskyttelses- samt sø-beskyttelseshensyn. Bygningens omfang over terræn vil i de omgivelser være begrænset, og dele af bygningen, der kommer til at ligge under terræn, skal sikres mod vand.
Det nye museum skal desuden have en arkitektonisk kvalitet, der forholder sig til udstillingskonceptet, de grønne omgivelser, den historiske kulturarv og den omkringliggende by. Konkurrenceopgaven omfatter museets nye bygning, udearealer og ankomst.
Bygningen skal kunne understøtte Nationalmuseets vision for det fremtidige museum og skal derfor viderebearbejdes i et tæt samarbejde med Nationalmuseet i alle de efterfølgende faser. Anlægsrammen for byggeriet er foreløbigt estimeret til 40-60 mio. kroner. Efter planen skal museet indvies i 2018.