23948sdkhjf

JCB lancerer nye maskiner

På et stort anlagt pressemøde i England har JCB præsenteret en lang række nye maskiner, og en del af dem er allerede på vej til bygge- og anlægsbranchen i Danmark, oplyser leverandør
STAFFORDSHIRE, England: Kabineindretning, gravekraft og udledning af CO2 og støj var i fokus, da JCB-koncernen præsenterede en lang række nye maskiner på et stort anlagt pressemøde i England.

Til lyden af høj musik, blinkende diskolys og diskoteksrøg præsenterede JCB blandt andre minigraveren 65R-1, som sammen med modellen 67C-1 afløser minigraverudgaven 8065, og hos JCB er der store forventninger til maskinen.

- Den feedback, vi har fået, har været fantastisk, og ordrerne ruller lige nu ind, sagde Tim Burnhope, chef for innovation og vækst i JCB under præsentationen.

Maskiner er på vej

Den danske forhandler af maskinerne, Nicolaisen & Larsen A/S har da også allerede bestilt to eksemplarer hjem, oplyser salgschef Dennis Faurby til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

- De vil komme hjem til november. De er en del af de nye midigravere, som startede med 85Z-1 og 86C-1, som har været på markedet herhjemme siden juni. Kort fortalt, så er kabinen designet af JCB, maskinen har en bedre ydeevne, og den har behov for mindre vedligeholdelse. Der er tale om 500 timers serviceintervaller, siger han og understreger, at han især har høje forventninger til minigraveren 100C-1, som også blev præsenteret på pressekonferencen.

- Vi har ikke haft en 10 tons maskine før, men vi ser, at der er et marked for dem herhjemme. Vi tager selvfølgelig ikke maskiner hjem, medmindre vi har en forventning om, at de vil blive efterspurgt, siger han og fortsætter:

- 8-tonneren (86C-1 red.) er vores bestseller lige nu, og den nye 10 tons maskine er bygget op med samme undervogn men med et stærkere hydrauliksystem og kraftigere gravearm. Maskinen er generelt lidt mere robust, så hvis man ikke synes, at 8-tonneren er stor nok, så kan vi nu byde ind med et alternativ.

Dennis Faurby forestiller sig, at der bliver bestilt to maskiner hjem i første omgang, som vil være tilgængelige fra januar 2015.

Flere modeller

Ud over minigraverne tager Nicolaisen & Larsen A/S blandt andre også den nye 6 tons teleskoplæsser 560-80 og gummihjulslæssere i 5 til 6 tons klassen hjem.

- Det er nogle rigtig gode nyheder, og jeg synes, at vi har valgt de bedste ud. De danske kunder ved, hvad de vil have, og det er fedt at se, at JCB smider penge efter maskiner, som vi kan se, at der er et marked for, siger Dennis Faurby.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156