23948sdkhjf

Bro binder nye områder sammen

En ny bro skal forbinde Bryghusgrunden ved Vester Voldgade og Langebrogade på Amagersiden. Broen forventes færdig i 2018
Gående og cyklister får nu endnu bedre muligheder for at komme frem og tilbage mellem det centrale København og Amager. Realdania og Københavns Kommune er blevet enige om en ny cykel- og gangbro, der skal forbinde Bryghusgrunden ved Vester Voldgade og Langebrogade på Amagersiden.

Københavns Kommune har haft en ny cykelforbindelse ved Langebro i kommuneplanen siden 2001, og broen gives af Realdania som en gave for at udvikle de rekreative kvaliteter og tilgængeligheden i den centrale del af Københavns Havn.

- Realdania vil gerne bidrage til at udvikle tilgængeligheden og de rekreative kvaliteter langs med og på tværs af havnen, tæt ved Langebro og vores projekt på Bryghusgrunden. Ved at etablere en cykel- og gangbro får vi samtidig de bløde trafikanter ned i øjenhøjde med byen og vandet. Projektet ligger naturligt i forlængelse af Realdanias formål om at skabe livskvalitet gennem det byggede miljø – i dette tilfælde ved at bidrage til udviklingen af nye forbindelser på langs og på tværs af København, siger adm. direktør i Realdania Jesper Nygård.

Del af grønt rutenet

Broen bliver en del af Det Grønne Cykelrutenet og "Havneruten". Udviklingen bliver fremskyndet i området, fordi broen både skaber bedre vilkår for fodgængere og cyklister samt bringer byen og havnen tættere på hinanden.

Broen ligger hvor den oprindelige Langebro lå fra slutningen af 1600-tallet og indtil begyndelsen af 1900-tallet. Det giver samtidig mulighed for en rekreativ, grøn og historisk forbindelse, der strækker sig fra Ørstedsparken via Vester Voldgade til Christianshavns Voldanlæg og videre ud til Holmen.

- Når cyklister i dag skal krydse havnen, må de enten køre over den bilfyldte Langebro eller leve med trængslen på cykelstierne over Knippelsbro. Nu får cyklisterne endnu en cykelbro, der samtidig gør det muligt at skifte de mange biler på H.C. Andersens Boulevard ud med Vester Voldgade, hvor der summer af liv i stedet for motorstøj, siger Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i en pressemeddelelse.

Nye byrum

Ved broens vestlige ende, ud for Vester Voldgade ligger Realdanias store projekt på Bryghusgrunden. Det står færdigt i 2017. Ud over husets kulturelle tilbud, omlægges området til rekreativ havnefront i tæt sammenhæng med "Bølgen" samt Søren Kierkegaards Plads ved Den Sorte Diamant.

Her kommer nye byrum, anløbsmulighed og bedre adgang til vandet. Den nye bro vil være med til at skabe liv og færden i området og bidrage aktivt til bylivet.

Realdania Byg A/S står for selve byggesagen og har netop indbudt til prækvalifikation. Prækvalifikationen er første del af en privat projektkonkurrence om design af broprojektet og land-anlæggene på begge sider.

Op til fem deltagerteams bliver inviteret til den egent-lige projektkonkurrence.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091