Anlægsnyt
CYKELSTI - FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt et detailprojekt for etablering af cykelsti på Hillerødgade, idet det sikres, at der etableres flest mulige træer, dog minimum 16 træer.
På strækningen vest for Nordre Fasanvej er der i dag kun cykelsti i den ene side. Projektet etablerer cykelsti i begge sider. Der er i dag ingen træer på strækningen øst for Nordre Fasanvej. Der bliver med projektet plantet seks-11 træer, og der etableres et grønt græsareal i græsarmering, som vil få denne del af Hillerødgade til at fremstå mere grøn.
TRAFIK - GLADSAXE: Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har besluttet at anbefale en trafiksanering på Laurentsvej over for byrådet.
Byrådet besluttede i marts principielt at tilslutte sig en trafiksanering af Laurentsvej og at igangsætte procedure for ekspropriation til vendeplads i forbindelse med vejlukningen.
Formålet med trafiksaneringen er trafikalt at fredeliggøre den nordlige del af Laurentsvej, hvor der planlægges blandet bolig og erhvervsbebyggelse.
Anlægsudgifter inklusive udgifter til arealerhvervelse og nedrivning af bebyggelse anslås samlet til 3,9 mio. kroner. Detailprojektering og udarbejdelse af udbudsmateriale planlægges igangsat efter Byrådets behandling af sagen.
REGION NORDJYLLAND
UDSTYKNING - AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for Nørholm Villavej, Nørholm.
Med den nye lokalplan skal det være muligt at udstykke grunde med varierende størrelser fra cirka 800 kvm til cirka 1.500 kvm. Der etableres endvidere et større fælles friareal med en regnvandssø i forbindelse med udstykningen. Forslaget til lokalplan er fremlagt til høring indtil 30. juli.