Arbejdstilsynet får behov for mange genbesøg på farlige byggepladser. Ved en landsdækkende sikkerhedskontrol i torsdags på 186 byggepladser blev der udstedt 10 forbud mod at arbejde videre og 185 strakspåbud.
Alle byggepladser, der modtog en reaktion, får genbesøg i nærmeste fremtid. Erfaringen er nemlig, at virksomhederne og bygherrerne ikke i tilstrækkelig grad ændrer deres arbejdsprocesser eller byggeprojekter efter, at de første gang har fået reaktioner fra Arbejdstilsynet, oplyser Arbejdstilsynet. Næste skridt er derfor i nærmeste fremtid at besøge de byggepladser igen, som fik påbud eller forbud. Hvis forholdene ikke i tilstrækkelig grad er i orden efter de to besøg, følger Arbejdstilsynet yderligere op.