Bonus for bedre metro-sikkerhed
Ny kontrakt for arbejdet på Cityringen skal også forbedre sikkerheden
I den netop fornyede kontrakt med hovedentreprenøren CMT med ny tidsplan er der derfor også fokus på sikkerheden. CMT vil således kunne opnå en økonomisk bonus for færre arbejdsulykker.
HR-chef i Metroselskabet Peder Mandrup Knudsen oplyser, at der vil blive udløst bonus, når antallet af arbejdsulykker bringes væsentligt under landsgennemsnittet".
Da den fornyede kontrakt endnu ikke er godkendt i Metroselskabets bestyrelse og i de børsnoterede selskaber, der indgår i CMT-konsortiet, kan Metroselskabet på nuværende tidspunkt ikke oplyse om udformningen af modellen for den særlige sikkerhedsbonus.
- Men der er tale om et nyt og skarpere redskab, som vi fremadrettet forventer vi være meget effektivt til at bringe antallet af arbejdsulykker endnu længere ned, siger Peder Mandrup Knudsen.
Ny kampagne på vej
Han gør opmærksom på, at Metroselskabet sidste efterår på baggrund af mange arbejdsulykker iværksatte en sikkerhedskampagne med blandt krav om nye sikkerhedskurser for de ansatte.
Det har i de første syv måneder i år bragt antallet af arbejdsulykker på Cityringen ned under landsgennemsnittet.
- Målet er imidlertid at komme væsentligt under landsgennemsnittet, siger Peder Mandrup Knudsen.
Metroselskabet iværksætter i øvrigt inden længe en kampagne om blandt andet erfaringsudveksling på Cityringens 21 byggepladser. Målet er at få nedbragt antallet af påbud fra Arbejdstilsynet.
Alene i første halvår 2014 modtog projektet 157 påbud mod 146 hele sidste år.