Producent udfaser ovenlysplader
Virksomheden Cembrit udfaser nu de populære PVC-ovenlysplader i bestræbelserne på at reducere risikoen for fald og styrt blandt byggeriets medarbejdere
Baggrunden for beslutningen bunder ifølge virksomhedens adm. direktør, Mogens Fisker i, at ovenlysplader i PVC giver anledning til farlige situationer på taget, der kan undgås ved brug af andre alternative materialer.
- Ovenlysplader er ubetinget tagets svageste punkt, og derfor mener vi, det er oplagt at prioritere sikkerheden på det område ved konsekvent at bruge ovenlysplader af polycarbonat. Selv om nye PVC-ovenlysplader ved helt korrekt montering kan godkendes som trædefaste, så ser vi ingen grund til at udsætte folk for risikoen ved at falde igennem et tag, siger han og fortsætter:
- Fald og styrt er den hyppigste årsag til arbejdsulykker herhjemme, og jeg er overbevist om, at vores kunder også gerne vil prioritere, at det bliver mere sikkert at færdes på taget.
At der kan opstå farlige situationer med ovenlysplader fremstillet i PVC, bekræfter Arbejdstilsynet.
På deres hjemmeside skriver de, at der hvert år sker alvorlige ulykker og dødsulykker, fordi ansatte i byggeriet falder igennem eternitplader, klare bølgeplader, glasplader eller PVC-plader.