Arbejdsulykke kostede kvæstelser i Aarhus
En alvorlig arbejdsulykke sendte i går to elevatormontører på sygehuset med alvorlige kvæstelser, oplyser hovedentreprenør og Østjyllands Politi
Håndværkerne var i gang med at udføre arbejde på en elevatorskakt, hvortil der var opstillet et midlertidigt stillads. Stilladset styrtede sammen, og de to implicerede styrtede ned fra et niveau, der svarer til en andensal og fik dele af det tunge stativ ned over sig, lyder meldingen fra Østjyllands Politi og Hoffmann, der er hovedentreprenør på projektet.
- Der var hurtigt en læge på stedet fra Skejby, som havde hørt, hvad der var sket. Yderligere assistance kom til, og Arbejdstilsynet har også været på stedet, siger politikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
De to håndværkere blev indlagt med alvorlige kvæstelser, men præcist hvor slemt, det står til, kan hverken Hoffmann eller politiet sige meget om.
- Det ved jeg ikke endnu, men de var ved bevidsthed ved assistancens ankomst, siger Thomas Hinge.
Undersøgelser igang
Status på de impliceredes skader kan Arbejdstilsynet heller ikke komme nærmere, men Thomas Nygaard Christensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet bekræfter, at de har været i gang med at undersøge omstændighederne omkring ulykken.
- Når vi bliver kontaktet af politiet, så prioriterer vi at sende to tilsynsførere ud og undersøge sagen, og vi er nu i gang med at konkludere på omstændighederne, siger han.
Hos Hoffmann er man meget påvirkede af ulykken.
- Vi er mange, der er bekymrede. Det er jo det værste, der kan ske. Hos Hoffmann gør vi meget for at undgå ulykker, så derfor er det meget trist, når sådan noget sker. Vi håber selvfølgelig på godt nyt om de to tilskadekomne, siger virksomhedens adm. direktør, Torben Bjørk Nielsen.