Ingen ny økonomisk kurs med mig i spidsen
Med Margrethe Vestagers udnævnelse til ny dansk EU-kommissær måtte statsministeren i går for syvende gang rokere rundt på ministerholdet
Sådan bedyrede den nye økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, da han i går overtog nøglerne til Margrethe Vestagers tidligere ministerium. Margrethe Vestager bliver i stedet Danmarks nye EU-kommissær efter de konservatives Connie Hedegaard.
Hermed kunne statsminister Helle Thorning- Schmidt (S) i går gennemføre sin syvende ministerrokade på blot tre år.
Til sin efterfølger havde Margrethe Vestager købt et Star Wars-lyssværd, for som hun sagde:
- Så ved alle, at det er et man får som lærling. Når man er udlært, så skal man selv kunne bygge det. Jeg beklager derfor forsinkelsen. Som du kan se, så er sværdet også rødt, for nogle af de kampe, du skal kæmpe, bliver med vores røde kommerater. May force be with you, sagde hun med et citat fra Stars Wars-filmene.
Bonzai-vækst i Europa
Til overdragelsen, der i højt solskin blev afholdt i gården på Slotsholmen 10, havde den nye radikale leder også en gave til sin forgænger - et bonzaitræ.
- Det er blevet tid til andre hobbyer end at strikke. Her er noget, hvor du kan kæle for detaljerne. Du overtager et Europa, hvor der ikke har den vækst, vi håber på. Jeg håber derfor, du sørger for vækst i større omfang end et bonzaitræ, sagde Morten Østergaard.
Da der efterfølgede blev tid til at besvare spørgsmål fra pressen, understregede Morten Østergaard, at hans lederskab ikke betyder en ny politisk kurs og et skift i den økonomiske politik.
- Vækst skal komme fra de private virksomheder. Derfor vil vi fortsat bruge de muligheder, vi har for at understøtte væksten der, sagde han, men ønskede i går ikke at kommentere yderligere på, om der igen skal rykkes ved topskattegrænsen.
Med Vestagers exit fra dansk politik overtager partikollega Sofie Carsten Nielsen den rolle, som Østergaard havde i forhold til Margrethe Vestager, og bliver dermed partiets nye nummer to. Eller hans wingman", som Morten Østergaard selv formulerede det.