Byggenyt
GLADSAXE: Økonomiudvalget i Gladsaxe Kommune indstiller til byrådet, at der gives anlægsbevilling og rådighedsbeløb på 1.044.000 kroner til ombygning af en administrationsbygning ved siden af rådhuset, kaldet bygning G, hvor der er problemer med indeklimaet. Ombygningen skal genskabe de oprindelige storrumskontorer i bygningens stueetage, hvilket forventes at forbedre det naturlige luftskifte og dermed indeklimaet på etagen mærkbart.
Sagen er på byrådets dagsorden den 9. april.
REGION SYDDANMARK
MIDDELFART: Middelfart Byråd skal på sit møde den 7. april tage stilling til en indstilling fra forvaltningen om endelig vedtagelse af Lokalplan 153.
Lokalplanen er blevet udarbejdet i forbindelse med kommunens salg af daginstitutionen på Stribgårdvej for at gøre det muligt at omdanne ejendommen til boliger.
REGION MIDTJYLLAND
AULUM: De sidste nye skitser til den kommende multihal i Aulum fra arkitektfirmaet Søren Andersen i Holstebro blev præsenteret på Aulum Fritidscenters generalforsamling forleden, og projektet er ved at nå en afgørende fase.
Multihallen bliver ifølge planerne 980 kvm, og den kan deles op i tre. Ved siden af hallen vil der være klublokale, aktivitetsareal med blandt andet billard, omklædningsrum samt teknik- og depotrum. En halv etage oppe indrettes nyt stort motionscenter med egne omklædningsrum og lockers samt rum til indoor cycling, skriver Herning Folkeblad.
Der skal for at projektet lader sig realisere indsamles 2,5 mio. kroner blandt de cirka 2.700 husstande i Aulum, og denne indsamling starter efter sommerferien.
REGION NORDJYLLAND
HJØRRING: Et enigt Hjørring Byråd har besluttet at sende byggeriet af det nye stadionprojekt på Femhøje i udbud. Projektet udbydes under arbejdstitlen Danmarks mest bæredygtige stadion".
Projektet udbydes i totalentreprise i en indbudt licitation. Fem firmaer eller konsortier udvælges til at byde på opgaven efter en prækvalifikation, som er offentlig.
Bjerg arkitektur A/S er antaget som bygherrerådgiver og har i samarbejde med projekt- og styregruppen udarbejdet et byggeprogram, som beskriver det ønskede byggeri.