Klar til nye opgaver med MultiOne
MultiOne, der har været i landet i flere forskellige regi, er nu klar til nye opgaver hos ny importør
Den nye maskine hedder MultiOne og produceres i Italien af CSF, som har mere end 30 års erfaring i at udvikle maskiner og redskabsløsninger. Fabrikkens mål er at udvikle de maskiner og redskaber, som kunderne efterspørger, og distribuere dem via stærke forhandlere. MultiOne adskiller sig fra konkurrenterne med både teknik, design, smidighed og brugervenlighed - og så rækker den langt, for læsserens teleskoparm kan skydes ud som det kendes fra de store teleskoplæssere, der er blevet en uundværlig maskine på mange større landbrug og byggepladser.
Mange kundegrupper
Dianalund Motor har allerede mange stærke maskiner i deres produktprogram, som primært henvender sig til den private og offentlige parksektor samt mindre landbrug. Med MultiOne i produktkataloget får forretningen endnu flere strenge at spille på, når de mange eksisterende kunders maskinbehov skal tilfredsstilles, og nye kundeemner opsøges, for maskinen kan løse mange opgaver. Boligforeninger, kommuner, håndværkere, kirkegårde, landbrug med dyrehold, hobbybrug med heste og kødkvæg osv. - listen over potentielle kunder er meget lang.
- Og jeg er sikker på, de fleste i første omgang bliver overraskede over selve basismaskinens smidighed og styrke, når de får lov at køre den, siger ejer Kurt Andersen.
- Og når de så kommer til at tænke på, hvor mange specialmaskiner med en høj timepris de kan undvære i forhold til én basismaskine med mange driftstimer og lav timepris, så tror jeg fuldt og fast på, at vi får succes med salget.