23948sdkhjf

Miljø-afgørelser giver tvivl om tidsplan

Det er fortsat uklart, hvad afgørelser om døgn- og aftenarbejde vil betyde for fremdriften af det københavnske metroprojekt
Det er fortsat usikkert, hvad det kommer til at betyde for tidsplanen for Cityringen, at Natur- og Miljøklagenævnet i sidste uge i en række klagesager underkendte Københavns Kommunes tilladelse til døgnarbejde.

Københavns Kommune har i første omgang udstedt en række strakspåbud, så arbejdet - ikke mindst tunnelboringerne - kan fortsætte.

Teknik- og Miljøforvaltningen skal så udarbejde nye påbud.

Metroselskabet oplyser, at man natten til fredag modtog de nye strakspåbud og forventer at modtage nye faste påbud i begyndelsen af denne uge.

- Vi har derfor på nuværende tidspunkt ingen mulighed for at udtale os om eventuelle konsekvenser for fremdriften på byggeriet, hedder det fra Metroselskabet.

I Teknik- og Miljøforvaltningen konkluderer man, at langt de fleste byggepladser vil kunne fortsætte arbejdet. I første omgang som nævnt med strakspåbud.

- Vi har nu kigget materialet igennem, og vores konklusion er, at en række byggepladser kan fortsætte arbejdet med strakspåbud. Samtidig er det også vores tolkning af afgørelsen, at det i fremtiden vil blive muligt at tillade aften- og nattearbejde, hvis Metroselskabet kan redegøre for, at det er absolut nødvendigt. Det kræver dog, at det ligger inden for VVM-redegørelsen, hvor Transportministeriet er den godkendende myndighed, siger Hans Christian Karsten, Centerchef for Center for Miljøbeskyttelse, Teknik- og Miljøforvaltningen i København, i en pressemeddelelse.

Natur- og Miljøklagenævnet har i sine kendelser slået fast, at Borgerrepræsentationens beslutning fra sidste sommer ikke er gyldig, fordi der skulle have indgået en såkaldt miljøvurdering i afgørelsen. Samtidig gør nævnet dog opmærksom på, at en politisk beslutning slet ikke er nødvendigt for at regulere byggeriet på metrobyggepladserne.

Tunnelboring fortsætter

Konkret betyder afgørelsen, at i alt ni byggepladser har fået erklæret deres nuværende påbud ugyldige. De berørte pladser er Hovedbanegården, Gammel Strand, Sønder Boulevard, Nuuks Plads, Nørrebros Runddel, Rådhuspladsen, Nørrebroparken, Øster Søgade og Marmorkirken.

For de fleste af pladserne gælder det, at man tidligere har haft tilladelse til aftenarbejde, mens Nørrebroparken, Marmorkirken og Øster Søgade har haft mulighed for døgnarbejde. Efter den konkrete vurdering på byggepladserne, har forvaltningen torsdag udstedt et strakspåbud, der gør det muligt at fortsætte tunnelarbejdet ved Nørrebroparken, mens byggepladserne på Rådhuspladsen, Nørrebros Runddel og Nuuks Plads har fået mulighed for at fortsætte arbejdet til klokken 22. På Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård, Øster Søgade og Marmorkirken er der udstedt strakspåbud, der giver ret til at arbejde til kl. 18.

Konstruktiv kritik

- Vi opfatter afgørelsen fra i går som en kritik, men det er også en konstruktiv kritik, som peger på, hvilke retningslinjer, vi nu skal følge i vores arbejde med metroen. Klagenævnet afgjorde i november, at vi som miljømyndighed er forpligtet til at leve op til kravene i anlægsloven, og dermed gøre vores for, at metroen kan stå færdig til tiden. Det er derfor også på den baggrund, vi har meddelt strakspåbuddene i dag og senere vil gå videre med at lave nye påbud til byggeriet, såfremt det kan rummes inden for VVM-redegørelsen. Her er det Transportministeriet, der er myndighed. Samtidig gør nævnet opmærksom på, at det er Københavns Kommunes ansvar at vurdere, om Metroselskabet benytter den bedste teknologi til at nedbringe generne fra byggeriet, siger Hans Christian Karsten.

Metroselskabet har tidligere vurderet, at manglende tilladelse til udvidede arbejdstider kan give op til et års forsinkelse og en fordyrelse på 1,2-1,5 mia. kroner i forhold til de 22 mia. kroner som er anlægsudgiften i 2010-priser.

I august sidste år meddelte Metroselskabet sine ejere, at projektet kan blive op mod seks år forsinket, hvis tunnelboremaskinerne ikke må køre i døgndrift.

Cityringen skal efter den oprindelige tidsplan være færdig i december 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11