23948sdkhjf

Rådgivere på glatis

Vi har set det før, vi ser det nu, og givetvis vil det ske igen, nemlig det at rådgiverne på de store byggerier ikke helt har kontrol over situationen. Senest er byggeriet af både akutsygehuset og det psykiatriske sygehus i Aabenraa forsinket. Dertil kommer, at byggeriet af første fase af det nye akutsygehus bliver op til 30 mio. kroner dyrere end først forventet. Årsagen er blandt andet, at rådgiverne ikke har det fulde overblik over udbudsmaterialet.

At det sker kan bekymre, fordi vi i øjeblikket har mange rigtigt store byggerier i gang af blandt andet de mange supersygehuse. Hvis der ikke er styr på udbudsmaterialet, bliver der problemer, når arbejdet skal udbydes, og tidsfrister som i forvejen er hårde, skrider og byggeriet bliver dyrere end planlagt. Det er rigtig mange penge, vi taler om. Der bygges sygehuse for omkring 40 mia. kroner i øjeblikket, og det er bestemt ikke sådan at forstå, at der er problemer med dem alle, men det er nu engang meget store projekter, der er tale om.

Når vi taler om produktivitet i byggeriet, så er det et rigtigt skidt udgangspunkt at have, når det grundlæggende projektarbejde, som rådgiveren udfører, ikke er i orden. Det er vigtigt, at den udførende kan regne sig frem til en god pris, og alt for mange forbehold på grund af uklarheder eller mangler i projektbeskrivelsen og opgavebeskrivelsen gavner ikke just en effektiv byggeproces.

Jo større udbud, der er tale om, jo højere er kompleksiteten også, og det stiller krav til den eller de rådgivere, der skal beskrive projektet i udbudsmaterialet, og går det galt i denne fase, går det skævt hele vejen igennem byggeriet, med tvister, voldgifter, øgede udgifter og ikke mindst forsinkelser i forhold til den endelige plan.

Først når rådgiverne har sit på plads, kan man begynde at tro på en bedre produktivitet, for det er faktisk i netop rådgiverrollen, at arbejdet skal tilrettelægges, så byggeprocessen kan blive mere effektiv, og der kan afleveres til tiden. Faktisk har vi også set gode eksempler på, hvordan det kán gøres, blandt andet på nogle af motorvejsprojekterne, som både kvalitetsmæssigt og ikke mindst også tidsmæssigt har været foran.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11