Digitale modeller udfordrer entreprenører
Bygherrer, entreprenører og rådgivere mødtes tirsdag for at debattere kvalitet i udbud og digitale udbud
Det stod klart, da Dansk Byggeri tirsdag var vært for et debatmøde om kvalitet i udbud og digitale udbud. Lidt over 70 repræsentanter fra byggebranchen deltog i mødet.
- Jeg er en af dem, der har har ja-hatten på. Hvis det kommer til at køre, så er det både til gavn for bygherren og for jer, sagde divisionschef for Byggeri & Design i MOE, Alex Fraenkel, om den digitale model BIM (Building Information Modelling) henvendt til entreprenørerne. Han påpegede, at BIM kan give et bedre koordineret og dokumenteret projekt samt et projekt med færre tvister.
Virkelighed kompleks
Adm. direktør i CHR Concrete Claus Bering var en af dem, der ikke var enig i, at BIM altid var løsningen.
- BIM-modellen er ikke tilstrækkelig til betonleverancer, sagde han.
Claus Bering nævnte blandt andet Det Nye Universitetshospital i Aarhus DNU som eksempel, hvor der blandt andet ikke var gjort plads armering.
- Det ser så smart ud, men det er mere komplekst, når vi kommer ud i den virkelige verden, sagde han helt generelt.
Fra flere af de fremmødte kom meldingen, at der generelt mangler kompetencer hos entreprenørerne på byggepladserne til at håndtere de digitale bygningsmodeller, og at rådgiverne af og til siger, at entreprenørerne godt må få den digitale model at se, men at det bare er til orientering - altså at rådgiveren ikke vil tage ansvaret for detaljer. Til det sagde Alex Fraenkel, at MOE altid stillede den til rådighed, og at modellen svarer til de traditionelle tegninger.
Stein Pettersen, adm. direktør i Jakon, sagde om BIM:
- Det, vi oplever med BIM-modeller i tilbudsfasen er, at der ikke ressourcer til at sætte sig ind i det.
Flere af de deltagende entreprenører var enige om, at BIM var meget rådgiverorienteret og ikke entreprenørorienteret. Til det sagde arkitekt Thomas Brogren fra Erik Møller Arkitekter:
- Det ægrer mig lidt. Vi gør os umage for, at det kan bruges. Så må vi stramme lidt op.