Kædeansvar bør være nationalt anliggende
Det burde være op til franskmændene, om der skal indføres kædeansvar i Frankrig. Men nu har vi den europæiske bane at spille på, og så skal det indføres, mener Dansk Folkepartis kandidat til Europaparlamentet, Danni Olsen
Det mener i hvert fald Dansk Folkepartis kandidat til Europaparlamentet, Danni Olsen. Han er uddannet elektriker, og beder man ham se på EU gennem sine danske håndværkerbriller, så peger han på, at de mange østeuropæere på det danske arbejdsmarked har haft konsekvenser for kvaliteten af vores byggeri.
Såfremt du bliver valgt til Europaparlamentet, er der så noget, du vil gøre for den danske byggebranche?
- I første omgang skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at vi får kædeansvar i højere grad, end vi har i dag. Der er vigtigt for de danskere, der arbejder inden for byggebranchen. Det ville være det første og mest vigtige. Dernæst ville jeg se på arbejdsmiljøet og arbejdsklimaet i forhold til de mange udlændinge, der er i branchen. På byggepladser kan det i dag være en udfordring at kommunikere.
Er social dumping et europæisk anliggende, som skal løses i europæisk sammenhæng?
- Både og. Det er europæiske regler, der gør det muligt. Man har lavet en østudvidelse alt for tidligt i forhold til, hvad landene fra øst var klar til økonomisk. Der er store sociale forskelle på landene i Europa. Det er i nationalstaterne, man skal dæmme op for social dumping, og det betyder, at man skal have mulighed for at kontrollere, hvem der kommer ind i landene og lov til at kræve, at der er overenskomster over det hele. For den del af arbejdsmarkedet, der ikke er overenskomstreguleret, skal der genindføres arbejdstilladelser.
Bør der indføres kædeansvar i hele EU?
- Jeg synes faktisk, det er et nationalt anliggende, om man vil det. Hvis der skal indføres kædeansvar i Frankrig, må det være op til franskmændene selv. Men så længe vi har den europæiske bane at spille på, så skal vi det.
Har østudvidelsen gavnet den danske byggebranche, mener du?
- Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg synes, vi har set nogle store problemer, som er kommet med østudvidelsen blandt andet social dumping, som jeg har været inde på. Nogle steder har det også haft en negativ påvirkning på arbejdsmiljøet og arbejdsklimaet. Når jeg ser på det gennem mine danske håndværkerbriller, så synes jeg, at kvaliteten er dalet, og at der bliver produceret noget skidt somme tider. Vi er nødt til at sørge for, at man er på samme niveau.
Skal og kan EU bekæmpe arbejdsløsheden i Europa?
- Det tror jeg godt, EU kan være med til. Blandt andet ved at bruge nogle af kulturfondene og de fondsmidler man har til at sætte gang i nogle brancher. Ud over det, mener jeg, at euroen er med til at begrænse økonomien - særligt i Sydeuropa. Det er helt tydeligt, at i de lande man har euro, er der, hvor det går værst.
Skal Danmark af med sine fire forbehold?
- Nej, det mener jeg ikke. Jeg synes, vi skal have minimum et mere. Nemlig et velfærdsforbehold, som gør, at vi ikke skal udbetale så mange sociale ydelser til folk fra andre lande.