Indeklima kræver læger
Byggeskadefonden opfordrer til, at man inddrager speciallæger, når beboere oplever indeklimaproblemer
- Hvis der er fugtproblemer eller andre problemer, som skyldes byggetekniske fejl og mangler eller skader, skal de selvfølgelig udbedres, men hvis det viser sig, at der fortsat er nogle, der oplever gener, når de umiddelbare problemer er løst, mener vi, at det er en god idé at inddrage speciallæger med viden om indeklima, siger sekretariatschef i Byggeskadefonden Ole Bønnelycke.
Symptomerne, som kan opstå ved dårligt indeklima, kan skyldes andre ting end det rent bygningsmæssige.
- Nogen får hovedpine, mens andre reagerer ved at få irriterede slimhinder. Det kan også vise sig ved eksempelvis træthed og koncentrationsbesvær. Symptomerne kan skyldes helt andre faktorer end indeklimaet. Det er hverken en sag for en bygningstekniker eller en biolog at vurdere helbredsgener. Det kræver lægefaglig ekspertise, siger Ole Bønnelycke.
I den byggetekniske erfaringsformidling fremhæver Byggeskadefonden, at det skønnes, at det højst er fem procent af befolkningen, der lider af skimmelsvampeallergi.
Ole Bønnelycke fortæller, at der er andre end Byggeskadefonden, der anvender lægefaglig ekspertise - eksempelvis Landsbyggefonden og nogle kommuner, men opfordrer samtidig flere til at gøre det.:
- Det er et helt generelt problem. Kommuner, skoler, boligselskaber, arbejdspladser - alle kan have glæde af det.
Gode erfaringer
Byggeskadefonden har selv i flere år benyttet læger med specialviden om indeklima i forbindelse med byggeskadesager.
- Selv hvis helbredsgenerne skyldes andre forhold end indeklimaet, kræver det, at man har forstand på indeklima, før man kan udelukke det, siger han og fortsætter:
- Det kan også være, at problemerne skyldes indeklimaet, men at det ikke har noget med bygningen at gøre. Vi har i et par tilfælde ved hjælp af speciallæger fundet en forhøjet koncentration af skimmelsvampesporer i potteplanter og på den måde hjulpet beboeren.
Ole Bønnelycke påpeger, at der kan være penge at spare ved at gå tværfagligt til værks. Bekostelige analyser kan eksempelvis måske undgås.
Mange henvendelser
I KAB, som administrerer cirka 50.000 lejemål i det storkøbenhavnske område, inddrager man ikke som udgangspunkt en læge med specialviden om indeklima.
- Vi får mange henvendelser om indeklimaproblemer, og det drejer sig typisk om skimmelsvamp. Nogle gange er skimmelsvampen bygningsrelateret, og andre gange er der andre forklaringer. Vi har helt faste procedurer for, hvad vi gør, når vi modtager henvendelser. Vores tekniske personale undersøger sagen, og hvis det er nødvendigt bliver der foretaget biotekniske undersøgelser, men vi har ikke læger inddraget i det arbejde, forklarer Torben Trampe, teknisk chef i KAB.
I særlige tilfælde inddrager KAB dog lægelig viden i udredningsarbejdet.
- Der kan være beboere, som tror, at deres gener skyldes skimmelsvamp, men i virkeligheden har generne intet med skimmelsvampen at gøre. Beboerne kontakter så deres læge, og KAB modtager måske en rapport, der er lægefaglig og dermed ikke har noget med bygningen at gøre. Når vi får en sådan henvendelse fra en beboer, kontakter vi somme tider lægelige kompetencer for at få foretaget en vurdering. Der er nemlig ofte ikke tale om en allergisk reaktion. De fleste mennesker kan godt tåle at være i nærheden af skimmelsvamp, siger Torben Trampe.
Til spørgsmålet om, hvorvidt man i KAB eventuelt i fremtiden kunne forestille sig at anvende læger med specialviden om indeklima i udredningsarbejdet, svarer Torben Trampe umiddelbart nej, da KAB som udgangspunkt er udlejere og har kompetencer i administration og bygninger og ikke i beboernes helbredsforhold.