23948sdkhjf

Positiv modtagelse af byggeriets input

Forslag om en permanent Boligjobordning og investering i klimasikring bliver vel modtaget på Christiansborg
Dansk Byggeris anbefalinger til regeringens kommende vækstpakke bliver modtaget med interesse på Christiansborg.

Med en række initiativer ønsker Dansk Byggeri at øge beskæftigelsen og forbedre strukturen og effektiviteten i både den offentlige og private sektor.

Blandt andet foreslår Dansk Byggeri at kommunernes anlægsloft bliver forøget, og at Boligjobordningen bliver permanent.

Mike Legarth, De Konservatives finansordfører, mener, at det generelt set er nogle spændende forslag, som partiet langt hen af vejen støtter.

Han er dog uenig i, at kommunernes anlægsloft skal forøges med en mia. kroner årligt målrettet vejvedligeholdelse.

- Anlægsloftet er en god måde at kontrollere den økonomiske udvikling på - der skal være begrænsninger. Men vi vil gerne bruge flere penge på vejene. Regeringen har længe favoriseret den kollektive trafik, og vi er enig med Dansk Byggeri i, at der skal bruges flere penge på at vedligeholde de danske veje. Så jeg håber, kommunerne prioriterer vejene inden for den gældende økonomiske ramme, siger han.

Også forslaget om at udvide og gøre Boligjobordningen permanent kan Mike Legarth tilslutte sig.

- Det er et fornuftigt forslag. Vi har længe gerne villet gøre ordningen permanent. Med hensyn til det konkrete beløb med at øge fradraget fra 15.000 til 25.000 kroner, så ligger det tæt på, hvad vi har haft i tankerne.

Fordel for borgerne

Mike Legarth roser desuden Dansk Byggeris ønske om at øge investeringerne i klimasikring med tre mia. frem til år 2025, men understreger, at også dette skal ske inden for de gældende økonomiske rammer.

- Det er en god idé med fokus på energirenovering. Det er både en fordel for borgerne, kommunerne og staten. Men vi går ind for kommunalt selvstyre, og vi vil ikke diktere noget overfor kommunerne, siger han.

Hos Socialdemokraterne vil man ikke løfte sløret for, om nogle af Dansk Byggeris anbefalinger kommer til at være en del af den kommende vækstplan, som regeringen fremlægger i løbet af foråret.

- Jeg synes, det er udmærket, Dansk Byggeri og andre blander sig i debatten. Regeringens hensigt er at komme med et udspil til initiativer, der fortsætter vores kurs i retning af flere arbejdspladser og fornyet fremgang. Men jeg vil ikke give egentlige anmeldelser af forslagene på nuværende tidspunkt, skriver partiets finansordfører, Jesper Petersen, i en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08