23948sdkhjf

Flere ordrer får malere til at løbe stærkere

Trods hård priskonkurrence vidner malernes seneste konjunkturanalyse om lysere tider
Malernes omsætning er stigende i andet halvår af 2013, men beskæftigelsen følger ikke helt med. Det viser Danske Malermestres netop offentliggjorte konjunkturundersøgelse for første halvår af 2014.

- Virksomhederne er stadig påpasselige og venter og ser, før de ansætter nye. Det betyder samtidig, at de ansatte skal løbe lidt stærkere, siger Ole Draborg, der er direktør i Danske Malermestre.

Ifølge konjukturundersøgelsen var der i andet halvår af 2012 en nettofremgang i beskæftigelsen i malerfaget på 16 procent. Den steg til 25 procent i første halvår af 2013, men i andet halvår faldt den igen til 14 procent. Malervirksomhederne forventer heller ikke at ansætte markant flere i det igangværende halvår. Forventningen for første halvår af 2014 er en fremgang på 15 procent.

Stigende omsætning

Anden halvdel af 2012 og første halvdel af 2013 bød på omsætningsfremgang på 42 procent, mens henholdsvis 19 og 22 procent havde en faldende omsætning.

Lidt mere positivt ser det ud for omsætningen i andet halvår af 2013. Her oplevede nemlig 46 procent af virksomhederne en stigende omsætning, mens 19 procent havde en dalende omsætning.

- Der er kommet lidt mere gang i opgaverne hele vejen rundt. Jeg kan ikke pege på et enkelt område, som er skyld i, at det er begyndt at gå bedre. Der er både kommet lidt mere gang i opgaver fra kommunerne, men også fra de private er efterspørgslen steget en smule, siger Ole Draborg og peger på Boligjobordningen som en stor del af forklaringen på, at der er kommet gang i det private marked. Han håber derfor ikke, at ordningen kun kommer til at gælde til og med 2014.

Malernes ordrebeholdning går fortsat også den rette vej. 41 procent af virksomhederne havde i anden halvdel af 2013 en stigende ordrebeholdning, mens 26 procent oplevede, at den faldt.

Hård konkurrence

Mens omsætningen og ordrebeholdningen er stigende, er ikke lykkedes malerne at fastholde første halvår af 2013’s fremgang i indtjeningen.

I første halvår af 2013 havde 14 procent af virksomhederne en fremgang i bruttoavancen netto, mens tallet i andet halvår var negativt med minus en procent.

- Det vidner om, at konkurrencen stadig er meget hård. Især i forbindelse med de større offentlige licitationer er priskonkurrencen hård, mens man tjener lidt mere på private opgaver, siger Ole Draborg.

Selv om andet halvår af 2013 ikke bød på en stor fremgang i forhold til bruttoavance, er resultatet noget bedre end første og andet halvår af 2012. Her lå netto-udviklingen på henholdsvis minus fem og 13 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.152