23948sdkhjf

Fundamentet kan skrues i jorden

Tyske funderingspæle er klar til at blive skruet i den danske jord og erstatte beton
Det minder mest af alt om noget, Georg Gearløs har opfundet i Andeby. En kæmpeskrue, som bruges til fundering af terrasser, udhuse, træhuse og stativer til solcelleanlæg, gadelygter, vejskilte samt udstuer, drivhuse og hegn – og alt muligt andet.

Men den er god nok. Kæmpeskruen er forsikringsgodkendt og har faktisk været anvendt i Tyskland i mange år.

Det er også der funderingssystemet er opfundet af det tyske familiefirma Krinner. Og det er også i Tyskland skruerne og maskinerne til at skrue funderingspælene i jorden produceres.

Nu er de så nået til Danmark, skriver Mester Tidende.

- Jeg troede da heller ikke mine egne ører og øjne, da jeg blev bekendt med systemet. Men jeg blev hurtigt overbevist, da jeg selv prøvede at arbejde med pælene, siger direktør Rune Roepstorff Nissen, Nemt Fundament ApS i Værløse, der repræsenterer Krinner funderingssystemet herhjemme.

Forsikringsgodkendt

Rune Roepstorff Nissen er uddannet tømrer og har allerede selv løst flere opgaver med de tyske kæmpeskruer.

- Det er meget let at arbejde med systemet og i forhold til for eksempel at skulle støbe punktfundamenter til en terrasse, så er det rigtig effektivt at skrue pælene i. De kan monteres med forskellige stolpebærer, alt efter hvad man skal lave og hvad de skal bære. Det er et fuldt professionelt fundament, forsikringsgodkendt og CE-godkendt og med mulighed for statiske beregninger efter den danske funderingsnorm, forklarer Rune Roepstorff Nissen.

De galvaniserede skruer fås i længder fra 55 til 210 cm og i forskellige dimensioner. Vægten er meget lav. De største vejer blot 24 kg, de mindste 3,5 kg.

Alt efter hvilke dimensioner, der arbejdes med, kan pælene skrues ned med håndkraft, en speciel håndholdt skruemaskine eller med en adapter monteret på en gravemaskine.

- Det hele starter med, at der slås et jordspyd i jorden. Spyddet sættes i lod og vage og trækkes op igen. Nu har man skabt en lille forboring, som gør det let at styre skruen, så den står helt lodret, siger Rune Roepstorff Nissen og tilføjer, at der ligger store tidsbesparelser i at bruge skruerne frem for traditionelle punktfundamenter.

De skruede pæle kan belastes med det samme, og man slipper for at skulle grave, fjerne jord og støbe.

Kan genbruges

- Skruerne står rigtig godt fast, blandt andet fordi der jo ikke fjernes noget jord. Til gengæld fortrænges og komprimeres jorden omkring skruen

Det betyder også, at man uden videre kan skrue pælene op igen og genbruge dem et andet sted, siger Rune Roepstorff Nissen, der selv påtager sig opgaver, hvor funderingssystemet indgår, men som også både sælger og udlejer udstyret til interesserede.

Han har et par startpakker, så man for en rimelig penge kan udvide værktøjskassen med et system, som alt andet lige vil vække undren og opsigt, men som er både solidt og tidsbesparende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13