Med spildevand på dagsordenen
Spildevandsteknisk Forening betegner sig selv som en slags udvidet erfa-gruppe, hvor man deler faglige landvindinger og erfaringer
Hvordan og ikke hvorfor
- Vi beskæftiger os i langt højere grad med spørgsmålet om, hvordan vi skal gøre tingene, end hvorfor vi skal gøre dem. Vi er en teknisk forening, som er på det operationelle og udførende plan, og vi arbejder i al beskedenhed blot på at opnå de målsætninger, som er besluttet andetsteds. Vi tager som sådan ikke stilling til, hvorvidt det er fornuftigt eller ej. Vi er ikke en organisation - eller rettere en forening, der søger politisk indflydelse, understreger Jacob Andersen, der til dagligt selv er produktionschef i Hjørring Vandselskab.
Danmark er med mange mennesker på et lille areal et kompliceret område at håndtere spildevand. Samtidig er der nogle meget høje krav til håndtering af spildevand, og det stiller igen nogle skrappe krav til løsningerne og håndteringen.
- Netop derfor er det rigtigt vigtigt for os at have en teknisk erfaringsudveksling, så vi hjælper hinanden mest muligt, siger han.
Geografisk forskelligt
Han fortæller også, at forholdene for spildevandshåndtering er meget forskellig fra landsdel til landsdel:
- Her hvor jeg sidder i Hjørring har vi jo ikke de helt store problemer med oversvømmelser og håndtering af store mængder spildevand. Men sådan er det jo ikke alle steder i landet, og derfor er det netop vigtigt at udveksle erfaringer, siger han videre.
Et andet element som medlemmerne givetvis kommer til at diskutere, er reglen om, at organisk husaffald skal sorteres ved kilden og nyttegøres.
- Hvilke løsninger skal vi her finde? Det er noget vi er nødt til at arbejde sammen om. For selv om man i baghaven kan nyttegøre affaldet, så får man på den måde jo ikke energien ud af affaldet. Nogle vil måske mene, at affaldskværner i køkkenet er en mulighed, mens andre igen måske vil mene, at det kan vore systemer ikke håndtere. Så således er der mange åbne spørgsmål, som vi skal finde egnede tekniske løsninger på. Noget helt tredje, vi også kommer til at tale meget mere om, er de voldsomme skybrud, og hvordan vi håndterer de store mængder vand på en fornuftig og miljørigtig måde, fortæller han.
Selvom målsætningerne i Danmark er væsensforskellige fra den måde, andre lande håndterer spildevandet på, er Jacob Andersen ikke i tvivl om, at Danmark klarer sig meget godt.
- Skal vi benchmarke os med nogen er det nok Holland og Belgien som har noget af den samme befolkningsintensitet, som vi har i Danmark. Forskellen er nok, at vi er et dyrt land, når det kommer til spildevandshåndtering, og det faktum, at vi håndterer det gennem en spildevandsafgift. Det stiller høje krav, og når vi så ser det i sammenhæng med gamle udtjente PVC-ledninger, som er lagt i 1960'erne og , ja så har vi da udfordringer at tale om, siger han.
Han mener til gengæld ikke, at Danmark umiddelbart kan sammenlignes med Sverige og Norge:
- De to nabolande er af en helt anden kaliber. Der kan lægges et langt højere pres på naturen, fordi der ikke bor nær så mange mennesker, så vi er på det punkt væsensforskellige, siger han.