Åbningsdebat om vækst og jobskabelse
Folketingets åbningsdebat blev indledt med Venstre, der gentog partiets mærkesager. S forsøgte i stedet at udstille splittelsen i oppositionen
På trods af at temaer som udlændinge og asylansøgere, sundhed og grænsekontrol var dominerende, så var vækst, erhvervsliv og jobskabelse også på dagsordenen.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, indtog som den første talerstolen, og lagde ud med en skarp kritik af regeringens politik.
- Efter tre år med denne regering har vi hørt mange ord om vækst. Virkeligheden er dog, at vi endnu ikke har oplevet et år, hvor økonomien er vokset. Og vores vækstudsigter halter langt efter Sverige og Tyskland, sagde Løkke i sin indledende tale.
Derefter brugte V-formanden sin taletid til at ridse partiets mærkesager op, der blandt andet indeholder et skatte- og byrdestop for erhvervslivet.
- Vi ønsker at standse overimplementering af EU-regler, så danske særregler ikke sender arbejdspladser ud af landet. Og vi ønsker at gøre det nemmere for danske virksomheder ved højest at indføre ny erhvervsrettet lovgivning to dage om året, så de kan koncentrere sig om at skabe vækst og arbejdspladser de øvrige 363 dage, sagde han.
Da regeringen og dens støttepartier fik mulighed for at stille spørgsmål til talen, efterlyste rød fløj en plan for, hvad vælgerne konkret får, hvis de stemmer på Venstre til næste valg.
Lars Løkke Rasmussen forsikrede, at skattelettelser til erhvervslivet ikke vil være på dagsordenen, når valgkampen skydes i gang.
- Vi går ikke til valg på, at sætte selskabsskatten ned. Men det betyder ikke, at vi ikke vil gøre det alligevel. Men vi går i hvert fald ikke til valg på at sætte den op, forsikrede Venstres formand.
Splittelse i oppositionen
Socialdemokraterne politiske ordfører Maja Panduro, forsøgte i stedet med sin tale at vise den politiske splittelse i oppositionen.
- Kristian Thulesen Dahl vil bruge flere penge i det offentlige, og Lars Løkke Rasmussen vil skære ned. Anders Samuelsen og Søren Pape vil afskaffe topskatten, og Løkke siger: stille drenge, det taler vi om efter valget". Men de fire kan blive enige om en ting. At det er tid til at holde en ny borgerlig fest med alt, hvad det indebærer af økonomiske udskejelser, sagde hun.
Da det efter frokostpausen blev Danske Folkepartis formands tur til at tale, understregede Kristian Thulesen Dahl, at DF ikke har tænkt sig at stille ultimative krav for at pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.
- Dem, der stemmer på liste O, vil få en kamp for at vores politik bliver gennemfør, lod han salen vide.
Enhedslistens ordfører for indsats mod social dumping, Finn Sørensen, spurgte Thulesen Dahl, om han har tænkt sig at stemme for Venstres udspil, hvor udlændinge kan komme til Danmark, hvis de kan garantere en årsløn på 215.000 kroner og som - ifølge ordføreren - vil give en hård konkurrence om jobbene og åbne op for social dumping.
Til det spørgsmål, var DF-formanden ganske klar i mælet:
- Det vil vi som udgangspunkt stemme nej til. Jeg har gjort det klart, at jeg ikke finder, at beløbsgrænserne er rigtige. De der kommer til Danmark, skal være folk, vi har brug for, sagde Kristian Thulesen Dahl.
Ved Licitationens - Byggeriets Dagblads deadline var åbningsdebatten endnu ikke afsluttet.