Vejstribefirma skal betale millionregning
Vejdirektoratet har fremsat et endeligt krav for misligholdelse af vejstribekontrakter mod Guide-Lines på én mio. kroner
Både Guide-Lines og Vejdirektoratet har sat deres underskrifter på en aftale, der sætter endeligt punktum i sagen om de tre kontrakter, som Vejdirektoratet valgte at opsige ved udgangen af 2013.
“Aftalen afslutter til fuld og endelig afgørelse “Tvisten". Der kan således ikke udspringe andre krav fra Vejdirektoratet eller entreprenøren som følge af kontrakterne," står der i aftaleteksten, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået aktindsigt i.
Den primære årsag til, at Vejdirektoratet valgte at opsige kontrakterne med Guide-Lines, er, at der er sket flere tidsfristoverskridelser. Den 30. september sidste år skulle alle årets arbejder have været udført, men den 22. oktober havde Guide-Lines kun udført 50 procent.
Dagbodskrav skrumpet
Da Vejdirektoratet sendte sit opsigelsesbrev lød det samlede dagbodskrav på 1,8 mio. kroner. Det krav faldt efterfølgende til 966.000 kroner, da Vejdirektoratet var kommet til at tælle for mange dage med i opgørelsen.
Guide-Lines gjorde efterfølgende indsigelser mod omkring to tredjedele af dagbøderne, og på den foranledning foretog Vejdirektoratet en ny juridisk vurdering. Den medførte, at yderligere 366.000 kroner blev skåret af kravet.
Ifølge et dokument, som opsummerer Vejdirektoratets stillingtagen til dagbøderne, skyldes nedskrivningen af kravet blandt andet, at Vejdirektoratet ud fra en rimelighedsbetragtning i forbindelse med et job ikke mener, at der er grundlag for at fastholde et så højt krav.
Det var nemlig tale om et mindre job til omkring 15.000 kroner, mens dagbøderne lød på i alt 81.000 kroner. Derudover har uenigheder omkring afspærringstegninger, som Guide-Lines mener, at der var problemer med, medført, at Vejdirektoratet har nedskrevet kravet.
Erstatningskravet på de i alt 400.000 kroner, som omfatter 100.000 per år i de tilbageværende fire år på de tre opsagte kontrakter, skal være med til at dække de udgifter, Vejdirektoratet har haft som følge af at opsige kontrakterne.
- Erstatningskravet dækker de merudgifter, vi har ved at lade en anden udføre arbejdet, og det er fastsat ud fra en helhedsvurdering i forhold til, hvordan vi kommer bedst ud af hele sagen og videre, siger projektleder Peter Andersen fra Vejdirektoratet.
Få kommentarer
Det er ikke mange kommentarer indehaver og direktør i Guide-Lines Jesper Sørensen har til sagen, men han skriver i en mail til Licitationen:
- Jeg finder dagsbodskravet korrekt opgjort. Jeg finder ikke erstatningskravet korrekt, men ønsker at se fremad og komme videre i samarbejdet med Vejdirektoratet.
Og samarbejde bliver der meget af i fremtiden. De tre opsagte kontrakter var tre af i alt fem kontrakter fra Vejdirektoratets store samlede driftsudbud, som løber fra 2014 til 2017.
Guide-Lines har stadig de to resterende kontrakter og vandt i marts fem nye kontrakter om nymarkering - der samlet set dækker hele landet - i Vejdirektoratets store udbud “Samlet Vedligehold 2013."
Ifølge Peter Andersen er der ingen problemer med de igangværende kontrakter.
- Det kører rigtig fint med det hele, siger han.