Virksomheder forsømmer energitjek
Mange virksomheder skipper de lovpligtige eftersyn af deres ventilations- og klimaanlæg og går dermed glip af energibesparelser og kontante besparelser. Energistyrelsen og ventilationsbranchen holder i næste uge møde om problemet
Men i mange virksomheder og offentlige institutioner efterleves lovkravet ikke, og man går dermed glip af store besparelser.
Ventilationsbranchen vil derfor tage problemet op med Energistyrelsen på et møde i næste uge.
- Serviceeftersyn er ikke en synlig investering, men det er her, de store gevinster ligger. Det giver ikke kun en besparelse, men sikrer også et godt indeklima. Dertil kommer, at anlæggene får en længere levetid, hvis de efterses regelmæssigt, siger Dorthe Bergström fra Foreningen af firmaer, der er akkrediteret til at udføre lovpligtige energieftersyn i Danmark (FLVE).
Ingen præcise tal
Der findes ikke præcise tal på, hvor store energibesparelser tjek af ventilationsanlæg kan medføre, men beregninger fra Energistyrelsen viser, at ventilations- og klimaanlæg bruger energi for omkring 1,5 mia. kroner om året.
Energistyrelsen og branchen forventer, at første eftersyn giver en besparelse på 25 procent og ved efterfølgende eftersyn hvert femte år forventes en besparelse på 10 procent.
Energistyrelsen vurderer også, at pligten til at foretage energitjek omfatter 30.000 større ventilationsanlæg og 15.000 klimaanlæg, men at der kun er udført eftersyn på knap 6.000 anlæg.
Det er ejeren af ventilations- eller klimaanlægget, der selv skal bestille de lovpligtige eftersyn. Det koster mellem 3.000 og 5.000 kroner og skal foretages hvert femte år. Hvis det ikke efterleves, kan det resultere i en bøde.
- Vores erfaring viser, at der ikke tjekkes op på, om eftersynene bliver foretaget eller ej. Med andre ord har det ikke nogen konsekvens, at de ikke følger loven. Men vi vil hellere bruge guleroden end pisken og synliggøre, at der er enorme besparelser af hente - både på bundlinjen, men også i form af en reduktion af CO2, der kommer hele samfundet tilgode, siger Dorthe Bergström.
Også i Energistyrelsen er man optaget af at få strammet op, så man kan høste potentialet.
- Vi lytter til branchen, som vi er i dialog med. Sammen med branchen vil vi arbejde på en god løsning som er effektiv og ubureaukratisk. Men vi har ikke en færdig løsningsmodel op til mødet i næste uge. Det er noget vi vil drøfte med branchen, siger fuldmægtig i Energistyrelsen Troels Hartung.