Gribskov undersøger muligheder for ny vej
Gribskov Kommune ønsker katalog af muligheder for at løse trafikale udfordringer på strækningen fra Gilleleje til Græsted
Gribskov Kommune har derfor netop nu udbudt en opgave for at få rådgivning og bistand til at udarbejde et katalog af handlemuligheder for en trafikforbindelse mellem Græsted og Gilleleje.
- Det er ikke udtryk for, at kommunen har droppet mulighederne for at få staten til at finansiere en vej, men det er udtryk for, at politikerne mener, at der er behov for forbedringer på ikke mindst dele af strækningen mellem Græsted og Gilleleje. På en strækning på 3,5 km på Pårupvej er vejen meget smal og har en kurvet profil, husene ligger meget tæt på vejen og er belastet af ulykker. Der er et stort ønske fra såvel borgere i området som pendlere at få gjort noget ved den pågældende strækning, siger projektleder Lovisa Petersen Glerfoss fra Gribskov Kommune.
Fremkommelighed
Gribskov Kommune ønsker at få rådgivere til at udarbejde et katalog over handlemuligheder, som skal kunne danne grundlag for en politisk beslutning. Kataloget skal beskrive forskellige løsningsforslag med enten en helt ny vej på strækningen anlagt langs jernbanen eller mulige udvidelser eller omlægninger af den eksisterende vej. Kataloget skal vurdere fordele og ulemper, angive vurderinger af eventuelle besparelser i transporttid samt overslag over hvad de enkelte løsningsforslag vil koste.
Ifølge udbudsmaterialet skal kataloget primært med udgangspunkt i fremkommelighed vise de mulige løsningsforslag. Derudover skal der være fokus på trafiksikkerheden for bløde trafikanter.
- Vi håber, at vi straks på den anden side af sommerferien har et grundlag, som politikerne kan træffe beslutning på, siger Lovisa Petersen Glerfoss.
Til grund for rådgivernes arbejde ligger Vejdirektoratets forundersøgelse af motortrafikvej på hele strækningen mellem Helsinge øst og Gilleleje. Her er skitseret en mulighed for en 2+1 motortrafikvej og en ordinær to-sporet landevej.
Der er frist for at byde på opgaven 25. marts.