Renoveringen ender som et nybyggeri
Kun det eksisterende haveanlæg bevares, når der bygges nyt plejecenter
Så da Plejehjemmet Akaciegården på Frederiksberg sidste år udskrev en konkurrence om at forny sine utidssvarende bygninger, var det tanken, at det eksisterende plejehjem skulle renoveres. Nu bliver det i stedet revet ned, og der bygges nyt.
Blot halvvanden mio. kroner skilte det billigste renoveringstilbud fra B. Nyggard Sørensens vinderforslag, der river det eksisterende plejehjem ned til grunden og i stedet opfører et åbent og anderledes plejeboligcenter med 95 boliger.
Konkurrencen blev vundet af BNS, der med et team af Force4 Architects, Domus arkitekter, Copenhagen Living Lab., Kragh & Berglund og på ingeniørsiden Grontmij præsenterede et overbevisende bud på fremtidens plejeboligcenter.
Bare det eksisterende haveanlæg højt elsket af beboere, pårørende og personale får lov at blive. Entreprenørerne slå simpelthen en ring rundt om haven, mens de bygger.
Som et trekløver
Det fremtidige Akaciegården bliver et helt nyt hus udformet som et trekløver med en central kerne omgivet af tre blade. Med dette udgangspunkt er det lykkedes at skabe et varieret og velfungerende byggeri med stor overskuelighed, korte gangafstande og stor hjemlighed, fremhæver bedømmelseskomitéen.
Bygningen placeres med ankomst fra nord til en stueetage, der indeholder alle de fælles og udadvendte funktioner: sale til fest og hyggeligt samvær, træningssale og ergoterapi, køkken og café, kiosk, frisør og administration. Disse mange funktioner er samlet omkring et livligt og varieret "strøg" gennem etagen.
Centralt i bygningen placeres en stor, skulpturelt udformet træningstrappe, der forbinder husets etager og giver både beboere og personale anledning til at træne som en naturlig del af bevægelsen mellem huset faciliteter. Hver af de fem beboelsesetager rummer 19 moderne, fleksible to-rums plejeboliger samlet omkring fælles køkken, spisestue og opholdsrum.
I kælderen under bygningen er let adgang til varemodtagelse, vaskeri, depoter og omklædningsrum. Forslagets løsning af logistikken i forbindelse håndtering af snavset tøj var blot et af de mange funktionelle og kvalitative aspekter, der faldt i bedømmelseskomiteens smag. Det samme gjorde tilbudsprisen på 129,5 mio. kroner.