Kommission vil stabilisere OPP
Dansk Byggeri bakker overordnet set op om Produktivitetskommissionens OPP-anbefalinger, men betegner en af dem som lidt for teoretisk
Vi har ikke taget stilling til, hvordan det skal gøres i praksis. Som med mange af de andre former for offentlig-privat samarbejde, som kommissionen behandler i vores rapport, kræver OPP, at der er et velfungerende marked for at få det bedste ud af samarbejdsformen. Anbefalingen om at udarbejde en liste er ét input til at skabe det marked. Her trækker vi blandt andet på erfaringerne fra Holland," skriver Peter Birch Sørensen, som er formand for Produktivitetskommissionen i en mail til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Listens formål ville være at skabe et stabilt marked for OPP-projekter.
Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen er enig i, at det vil være at foretrække at have et stabilt marked, hvis man for alvor vil have gang i et OPP-marked i Danmark:
- Skal man skabe OPP-aktører, så er enkeltstående OPP-projekter ikke tilstrækkeligt. Det kræver en lind strøm af projekter.
Men samtidig påpeger han:
- Kommissionen anbefaling er måske lidt teoretisk tænkt. Det kommer an på, hvilke bygge- og anlægsopgaver der er - hvilken størrelse de har, og om de egner sig til OPP.
Kompentencecenter
Ligesom de fem pensionsselskaber PKA, Sampension, PFA, ATP og Pension Danmark - med den tidligere Dong-direktør Anders Eldrup og den tidligere adm. direktør i Nordea Peter Schütze - gjorde i foråret, foreslår Produktivitetskommissionen, at Danmark får et kompetencecenter, som kan rådgive offentlige bygherrer om OPP.
Idéen med centret er grundlæggende at sikre, at for eksempel kommuner og regioner populært sagt ikke skal genopfinde den dybe OPP-tallerken hver gang, men kan drage nytte af den viden, der allerede er om OPP i Danmark," forklarer Peter Birch Sørensen.
Kompetencecentret skal ifølge kommissionen også være et center, hvor der opsamles praktisk erfaring.
- Det er meget væsentligt for evnen til at tiltrække investorer, hvordan OPP-projekter bliver udbudt. Det har vi blandt andet set i forbindelse med Bygningsstyrelsens udbud af et kontorknudepunkt på Kalvebod Brygge, hvor tilbudsgiverne i første omgang anså risikodelingen for problematisk. Kommuner og regioner har brug for vejledning i, hvordan man laver OPP-projekter på bedst mulig vis. De 98 kommuner er relativt små enheder, som ikke udbyder OPP-projekter hele tiden, og derfor er der en god idé i at etablere et kompetencecenter, siger Michael H. Nielsen.
Simplere procedure
En anden af Produktivitetskommissionens anbefalinger er at gøre tildelingsproceduren for deponeringsforpligtelsen - som er statens snor i kommuner og regioner, så de ikke bruger penge, de ikke har - hurtigere og mere gennemsigtig. Præcis hvorfor proceduren for eksempelvis at få en bid af den såkaldte deponeringsfritagelsespulje OPP-puljen ikke er hurtig og gennemsigtig nok, kan kommissionen ikke komme nærmere ind på.
"Produktivitetskommissionens anbefaling vedrørende deponeringsreglerne bygger på en analyse udført af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra december, hvor de spørger kommuner og regioner om barrierer for OPP. Vurderet ud fra Styrelsens interviews med kommuner og regioner er der behov for en væsentlig informations- og videndelingsindsats, herunder peger nogle af kommunerne og regionerne på, at proceduren for deponeringsnedslag er ressourcekrævende, og at kriterierne er uigennemsigtige," oplyser Peter Birch Sørensen.
I pensionskassernes rapport var en af anbefalingerne, at deponeringsforpligtelsen ikke skulle gælde, hvis der var en god business case i at opføre et givent projekt som OPP. Det samme har Dansk Erhverv foreslået.
Men så vidtgående er Produktivitetskommissionens forslag ikke.
Det er Produktivitetskommissionens vurdering, at en markant forøgelse af låne- og deponeringsfritagelsespuljerne kan risikere at øge antallet af projekter af de forkerte årsager," skriver kommissionen i sin rapport.
Da formålet med OPP ifølge kommissionen er at skabe mere værdi for pengene og ikke at være en finansieringsform, anbefaler den ikke, at lempe på deponeringsreglerne.