Aarhus Kommune har udvalgt fire duellanter til 22.000 kvm kontorbyggeri i Gellerup.
Der skal skabes plads til 900 nye arbejdspladser på 22.000 kvm som et væsentligt element i realiseringen af Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj i det vestlige Aarhus, skriver Building Supply.
Det nye kontordomicil skal opføres som OPS (Offentlig-privat Samarbejde). Opgaven indeholder derfor både design, projektering, opførelse og anlæg af byggeriet med tilhørende parkerings- og udearealer. En væsentlig del af projektet bliver varetagelse af driften af byggeriet over en 15-årig periode.
Arbejdspladserne fordelt ud på de mange kvadratmeter vil hovedsageligt tilfalde Teknik og Miljø samt Sociale Forhold og Beskæftigelses-områderne under Aarhus Kommune.