Mange kunne have grebet ind og afværget, at en gavl og tre etagedæk i en boligblok i Frederikshavn styrtede sammen 9. november sidste år.
Det konkluderer Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) i en rapport udarbejdet på foranledning af Landsbyggefonden.
Den tekniske årsag til kollapset er ifølge rapporten åbenbar: Der er gjort indgreb ved fundamentet, så den bærende bagmur bliver stærkt excentrisk understøttet med et vederlag på kun 30-40 millimeter. Men der er foretaget flere indgreb i den bærende konstruktion af en karakter, som hver for sig potentielt kunne lede til, at det krævede sikkerhedsniveau ikke var overholdt, hedder det.