12 delaftaler med den samme arbejdsgiver over en periode på to år.
Sådan er en ung århusiansk tømrerlærlings virksomhedspraktik skruet sammen.
Det oplyser faglig sekretær fra 3F Aarhus Transport Logistik Byg, Martin Nedergaard.
- Vi har flere eksempler på, at den samme lærling har været i flere delaftaler i samme virksomhed. For visse virksomheder har man indtryk af, at det er sat i system. I et enkelt tilfælde har en lærling haft 12 delaftaler med samme virksomhed inden for to år. Senest løb hans kontrakt ud lige før jul, og så begyndte en ny straks efter nytår. Det er helt urimeligt. Det har intet med virksomhedens ordresituation at gøre. De ønsker i stedet at spare og måske også holde lærlingen til ilden ved, at hans kontrakt skal fornys konstant. Det er ikke med til at give en tryg og god uddannelse, siger Martin Nedergaard.