Der er ingen genvej til succes i en af verdens mest folkerige nationer. Er man arkitekt og har drømme om det fjerne østen, skal der tænkes langsigtet.
Det lærte folkene fra arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen (SHL) på den hårde måde, da de afsøgte det kinesiske marked.
- Vi er blandt de danske arkitektvirksomheder, der har været længst til stede i Kina. Efter finanskrisen i 08/09, da mange udenlandske arkitekter og ingeniører trak følehornene til sig, sadlede vi om og besluttede at oprette en mere lokalt forankret forretning i Kina, siger Kristian Ahlmark, som er arkitekt og partner hos SHL.