23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce
Annonce

Tømrerentreprise i stor skala på Ripple Residence

På boligprojektet Ripple Residence står NCP Tømrerfirma A/S for hele tømrerentreprisen. Opgaven omfatter blandt andet montage af omkring 70.000 kvadratmeter fibergips – en central del af brandsikringen i det store træbyggeri.

Træbyggeri fylder stadig mere i dansk byggeri, men stiller også nye krav til både planlægning og udførelse. Det mærker man hos NCP Tømrerfirma A/S, der står for hele tømrerentreprisen på boligprojektet Ripple Residence. Her monterer virksomheden blandt andet omkring 70.000 kvadratmeter fibergipsplader som en del af byggeriets brand- og lydløsninger.

"Det er en kæmpeopgave. Mængderne er store, og samtidig stiller træbyggeri nogle andre krav til montagen, især når det gælder brand og lyd," siger medejer Jesper Malm Pedersen.

Selvom vi alle har mange års erfaring i branchen, er der stadig elementer, som ikke ret mange har prøvet før. Det gør projektet både udfordrende og spændende.

Medejer Jesper Malm Pedersen

Brandkrav i træbyggeri

Konstruktionen på Ripple Residence er opført i CLT-træ. For at opfylde brandkravene beklædes konstruktionen derfor med flere lag fibergips.

"Vi monterer to lag fibergips mange steder for at sikre den nødvendige brandmodstand. Det kræver en meget grundig forberedelse og tæt dialog med både rådgivere og byggeledelse," siger Jesper Malm Pedersen.

Ifølge ham er projektet et eksempel på, hvordan nye byggemetoder stiller større krav til samarbejdet mellem fagene. "Selvom vi alle har mange års erfaring i branchen, er der stadig elementer, som ikke ret mange har prøvet før. Det gør projektet både udfordrende og spændende."

Tungt arbejde i stor skala

NCP Tømrerfirma A/S er en mellemstor tømrervirksomhed med omkring 40 ansatte og otte år bag sig. På Ripple Residence forventes arbejdet at strække sig over cirka halvandet år, og de store mængder fibergips betyder, at montagen er fysisk krævende og skal planlægges godt. Derfor har virksomheden investeret i teknisk udstyr, blandt andet skærerobotter til pladerne.

"Det er stadig tungt arbejde, men teknologien gør en stor forskel i hverdagen. Vi har også installeret faste støvsugere på byggepladsen for at forbedre arbejdsmiljøet," siger Jesper Malm Pedersen.

En særlig fornemmelse i træ

Selvom projektet byder på nye tekniske udfordringer, er der også en særlig glæde ved at arbejde i træ, fortæller han. Alle tre indehavere i virksomheden er selv uddannede tømrere, og derfor giver det ekstra mening at være en del af et større træbyggeri.

"Der er noget særligt ved at arbejde med træ. Det giver en anden fornemmelse i byggeriet. På Ripple Residence får hver bolig også en væg i synligt træ, og det giver en varm og naturlig stemning."

Samtidig oplever virksomheden, at projekter som dette kan være med til at flytte branchen.

"Vi forsøger at være en virksomhed, der følger med udviklingen og gerne vil være med til at præge branchen i en grønnere retning," slutter Jesper Malm Pedersen.

NCP Tømrerfirma A/S

NCP Tømrerfirma A/S er en mellemstor tømrervirksomhed med omkring 40 ansatte og en række faste underentreprenører. Virksomheden blev etableret for otte år siden og arbejder primært som underentreprenør på større nybyggerier. NCP udfører blandt andet montage af gips, lofter, døre, paneler og øvrig aptering i bolig-, kontor- og institutionsbyggeri.

Se mere på www.ncp.dk

Fremtidens Byggeri Se tema
Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.438|instance-web01