Vejbranchen er ikke et sted, hvor gode kandidater bare dumper ned fra himlen. Det er en verden med regler, politik, teknik og processer, som man har brug for at forstå ret hurtigt.
Og der er desværre ikke kø ved indgangsdøren på de tekniske uddannelser, som kan klæde fremtidens kolleger på.
Derfor står vi med et akut behov for nye profiler, og vi skal rekruttere bredere end tidligere. Vores nye kolleger med en alternativ faglig profil er bestemt motiverede og nysgerrige. Problemet er bare, at mange af dem mangler noget af den grundlæggende viden.