Når en bygning skal fra idé til ibrugtagning, handler brandsikring om langt mere end at ”aflevere et dokument”. Firewise arbejder som rådgiver og uvildig kontrollant for både små og mellemstore virksomheder og som tredjepart for de store ingeniørhuse. Opgaven er at oversætte regler og funktionskrav til løsninger, der både kan godkendes – og fungere i hverdagen.
”Vi lægger vægt på faglighed hele vejen fra brandstrategi og analyser til den afsluttende erklæring. Det vigtigste er, at løsningen kan dokumenteres, udføres og vedligeholdes,” siger ejerleder Ivan Weye Jørgensen, der selv er certificeret tredjepartskontrol.
Fuld kompetence – fra BK2 til tredjepart
Firewise dækker både brandklasserne BK2, BK3 og BK4 og påtager sig tredjepartskontrol for projekter, hvor en uvildig gennemgang er nødvendig. Teamet rådgiver om brandplaner, funktionsbaserede analyser, fravigelser og den nødvendige kontroldokumentation, så projekterende og udførende kan komme sikkert gennem byggesagen.
”Vi hjælper ofte, når der er fravigelser fra bilagene – eksempelvis ved lejlighedssammenlægninger eller detailbutikker, hvor ganglængderne er udfordret. Her vurderer vi, om løsningen er sikkerhedsmæssigt forsvarlig og kan dokumenteres,” siger Ivan Weye Jørgensen.
Brandsikkerhed skal behandles som energi og indeklima: noget man arbejder med hele året.
Brandrådgiver, certificeret tredjepartskontrol, Ivan Weye Jørgensen
Dokumentation, der kan bruges i hverdagen
Hos Firewise lægger man vægt på, at dokumentation og drift hænger sammen. DKV-planer, drifts- og vedligeholdelsesbeskrivelser samt klare rolleafgrænsninger gør det muligt for bygningsdriften at følge op.
”Brandsikkerhed skal behandles som energi og indeklima: noget man arbejder med hele året. Klare planer og eftersyn gør en målbar forskel,” siger Ivan Weye Jørgensen og påpeger, at mere konsekvent krav om opfølgning – eksempelvis jævnlige kontroller og eventuelt uvildige tilsyn i driftsfasen – vil løfte sikkerheden i de bygninger, der i dag falder uden for brandsynspligten.
Kontrolgab i driften
Mange bygninger – især kontorer og private etageejendomme – mangler systematisk opfølgning efter ibrugtagning. Ifølge Firewise er lovkravet klart: Brandsikkerheden i et byggeri skal opretholdes i hele levetiden. I praksis spares der dog ofte på vedligehold og dokumentation.
”Hvor der ikke føres brandsyn, ser vi oftere brister: branddøre der ikke lukker, huller i brandadskillende vægge efter nye gennemføringer, åbninger over nedhængte lofter, røgudluftning der ikke virker og flugtvejsbelysning uden lys. Konsekvensen er både sikkerhedsmæssig og økonomisk – en defekt branddør kan gøre en mindre hændelse til en stor skadesag,” siger Ivan Weye Jørgensen.
Firewise ApS
Firewise ApS er et dansk rådgivningsfirma specialiseret i brand- og sikkerhedsteknisk rådgivning – herunder tredjepartskontrol, brandtekniske bygningsgennemgange og brandplaner. Virksomheden er særdeles aktiv inden for industri-, pharma- og laboratoriebyggeri og samarbejder med flere større ingeniørhuse.
Se mere på www.firewise.dk
Kilde: Firewise