Brandvagter spiller en central rolle på byggepladser, hvor der fx udføres varmt arbejde som svejsning, eller der brændes tagpap på taget.
”Jeg har set, hvor afgørende det er med pålidelige brandvagter på byggepladser, og hvordan manglende professionalisme kan skabe problemer. Derfor stiftede jeg Nordisk Brandsikring – for at sikre ordentlighed, ansvar og kvalitet,” fortæller Anne Mygind, som står i spidsen for virksomheden, der håndterer alt fra varmt arbejde, frakoblet ABA til events og specialopgaver.
Samarbejdet skal skabe værdi for kunderne
Nordisk Brandsikring beskæftiger i dag 14 medarbejdere, hvoraf ca. halvdelen er uddannede brandmænd. Tilgangen til opgaverne er at skabe værdi og tryghed for kunderne:
”Jeg står selv for al kundekontakt, koordinering og drift, mens vores erfarne brandvagter og brandmænd løser opgaverne ude på pladserne,” forklarer Anne Mygind og uddyber:
”Vi tager opgaverne seriøst, og gør meget ud af, at vores vagter har det rette udstyr. De overvåger altid opgaverne med termisk kamera og afleverer afsluttende dokumentation.”
Professionel tilgang styrker sikkerheden
Hos Nordisk Brandsikring, der primært løser opgaver på Sjælland og Fyn, sørger de for, at medarbejderne får den rette uddannelse og de påkrævede kurser. Alle medarbejderne gennemgår kurser fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI), som sikrer, at de lever op til branchens højeste standarder.
Samarbejdet og gode oplevelser på byggepladserne prioriteres også højt hos Nordisk Brandsikring:
”For mig er det helt centralt at matche den enkelte brandvagt eller brandmand til opgaven. Så ud over de tekniske kompetencer, der skal til for at løse opgaverne, er jeg også interesseret i, at medarbejderen passer ind i miljøet på byggepladsen,” siger Anne Mygind.
Medarbejdere der kan løfte opgaverne
Sune Øksnebjerg, der er uddannet brandmand og redningsspecialist fra Beredskabsstyrelsen, fortæller:
”Vi oplever, at håndværkerne på byggepladserne tager godt imod os. De er glade for ikke at skulle stå for brandsikkerheden og have ansvaret for dokumentationen.
Arbejdsopgaverne byder på stor variation, og Sune Øksnebjerg understreger, at det er interessant at møde så mange forskellige håndværkere og fag som VVS, tømrere, og smede, der er repræsenteret på de store produktionsanlæg, som Nordisk Brandsikring blandt andet løser opgaver på:
”Jeg ser mit job som en service til håndværkerne, og jeg er som brandmand typisk involveret, når der skal udføres varmt arbejde på taget. Jeg observerer arbejdet og måler temperaturer med et termisk kamera som en del af den sikkerhedsmæssige vurdering. I de perioder, hvor jeg ikke skal have øjnene stift rettet mod arbejdet, giver jeg også gerne et nap med, når håndværkerne arbejder. Så jeg ved en masse om at brænde tagpap på og smedearbejde i rør, ” siger Sune Øksnebjerg med et smil.
Mød de professionelle brandmænd og brandvagter her www.nordiskbrandsikring.dk
Om:
Nordisk Brandsikring tilbyder brandvagter og brandmænd til opgaver på Sjælland og Fyn og er samtidig på vej ind i Jylland. Opgaver hvor der stilles særlige krav til brandsikkerhed, dokumentation og hurtig indsats.
Kilde: Nordisk Brandsikring