At renovere Helsingørs bevaringsværdige og kulturhistoriske værftshaller kræver nænsomme hænder i arbejdshandskerne og respekt for bygningernes historie og deres betydning for helsingoranerne.
“Værftshallerne er et meget interessant og udfordrende projekt, for der findes næppe andre bevarede værftshalsmiljøer af den kaliber herhjemme. At istandsætte og bevare bygningernes oprindelige udtryk kræver en meget nænsom tilgang og respekt for, at Værftshallerne er et vartegn for Helsingør. Vi har i projektet haft gavn af vores erfaring med at renovere fredede og bevaringsværdige bygninger og med at udføre store tagopgaver,” fortæller projektleder i entreprenørvirksomheden ELINDCO, Casper Stokholm Svendsen.
ELINDCO har totalentreprisen på den første af tre faser i renoveringen af de sammenhængende værftshaller 14, 17 og 19, hvoraf de første blev tegnet i 1882. Entreprisen består i at fremtidssikre de historiske haller ved at renovere klimaskærm og teknik, som i praksis betyder nyt tag, brandsikring, teknik, el, kloakker, ventilation og varmeforsyning i de tre haller.
Den oprindelige tagkonstruktion er bevaret og udbedret, hvor tidens tand havde sat sine spor. Træværk i tagkonstruktionen som spær angrebet af råd er udskiftet med nye dele helt magen til.
Desuden er alle brædder i undertaget skiftet på én gang, da de involverede i byggeriet vurderede, at den løsning var æstetisk og vedligeholdelsesmæssigt mest korrekt og på sigt ville have den samlet laveste CO2-belastning i stedet for at udskifte brædderne etapevis over tid.
“Brædderne er et godt eksempel på, at vi renoverer, så man ikke kan se, at vi har renoveret - altså at vi nænsomt udskifter eller renoverer bygningsdele 1:1. Brædderne udskiftede vi og malede i præcis samme farve som de oprindelige. Bygherre, rådgivere og andre spurgte jævnligt til, hvornår vi skulle skifte brædderne, selv om de allerede var skiftet,” fortæller Casper Stokholm Svendsen.
Det gamle renoverede undertag, som nu udgør dampspærre, er forsynet med et nyt tilsvarende overtag, der er bygget på det gamle tags stålsøjler og er værftshallernes nye klimaskærm. Den nye tagkonstruktion er opbygget med stålspær og ståltrapez, som svæver lige over den gamle konstruktion. Koblingen til det gamle er kun synlig på de gamle søjler og de nye spær, som ses inde i de store rytterlys, der går igen i hallerne.
“Vi har bygget det nye tag ovenpå det gamle for at bevare udtrykket på bygningen og har trukket den nye konstruktion lidt tilbage fra den gamle stern og vindskede, så bygningerne arkitektonisk ser uforandret ud nedefra. Det nye tag er lige som det gamle beklædt med tagpap og har dampspærre. De gamle rytterlys er moderniseret. I hallerne, hvor der var flotte gamle træskodder i rytterlys, er de bevaret, håndteret nænsomt og tilpasset mindst muligt for at gøre plads til de nye stålspær. Det var en udfordrende opgave at bygge et nyt tag over det gamle, da den mere end 100 år gamle konstruktion skulle forenes med nutidens tolerancekrav, så stålkonstruktionen kun måtte divergere med få millimeter af hensyn til de nye op til 93 meter lange rytterlys”, fortæller Casper Stokholm Svendsen.
At istandsætte og bevare bygningernes oprindelige udtryk kræver en meget nænsom tilgang og respekt for, at Værftshallerne er et vartegn for Helsingør.
Casper Stokholm Svendsen, projektleder, ELINDCO
Kran inde i hallen
Spær og andre bærende ståldele til tagkonstruktionen blev i 16 meters højde placeret af en tårnkran med 75 meter udlægger opstillet gennem et pultvindues åbning i taget. Kranen var placeret i midten af bygningerne inde i hal 17.
Som en del af forberedelserne for efterfølgende etaper, sikring af nye brandforhold og ønsket om at bevare værftets historie sørgede ELINDCO og samarbejdspartnerne for, at der kun blev nedrevet "ikke-bevaringsværdige" rum og bygningsdele, primært bygget af gipsvægge og lignende, der med tiden var opført inde i hallerne.
Brandsikring og fjernvarme etableret
Til hallerne har ELINDCO og samarbejdspartnerne etableret ny sprinklerinstallation, brandventilation, brandalarmeringsanlæg, ventilation, elforsyning, fjernvarme og enorme kaloriferer, kloak ogNordens største vakuumanlæg til håndtering af spildevand. De mere end 140 år gamle hallers installationer er dermed bragt up to date efter de standarder, regler og krav, der gælder nu.
“Den nye brandstrategi har været omfattende at implementere i så gamle bygninger, der er opført med meget få brandkrav og -installationer. Værftshallerne og de mennesker, der opholder sig i dem, er nu brandsikrede med blandt andet nye sprinklere og branddøre i stedet for de gamle skydedøre og i øvrigt ikke-brandbeskyttende døre. Døre med historie er bevaret i åben position som kulturhistorisk udsmykning. Nye døre er bygget og sat ind, så de passer bedst muligt til bygningens overflader,” nævner Casper Stokholm Svendsen som eksempel på eksisterende installationer, der delvist er bevaret i bygningen, selv om nye er lagt ind.
ELINDCO har bygget et 89 kubikmeter stort reservoir i in situ-beton, inde i det gamle sprinklerrum i bygning 14A som en nødvendig forsyningssikkerhed for sprinkleranlægget i tilfælde af brand.
“Som det ofte er med ældre bygninger uden tegninger og lignende at gå efter, har vi undervejs måttet skabe brugbare og bygbare løsninger, som i langt de fleste tilfælde ikke kan ses, fordi vi har bestræbt at bevare hallernes udtryk. Det skal jo helst ikke kunne ses, at vi har været her,” konstaterer Casper Stokholm Svendsen.
ELINDCO A/S
Værftshallerne husede tidligere Helsingør Værft, der i 1950’erne havde op til 3600 ansatte.
I dag er hallerne centrum for Kulturhavn Kronborg og huser bl.a. madmarked, kulturcenter og diverse museer. Bl.a. bådebygger- og sejlmageruddannelserne under U/NORD får hjemme i de renoverede haller.
ELINDCO A/S med hovedkvarter i Jyllinge har i mere end 50 år udført byggeentrepriser.
Helsingør Kommune er bygherre og ELINDCO totalentreprenør på første fase af renoveringen af de 13.000 kvadratmeter store værftshaller til en samlet sum på 140 mio. kr.
A.P. Møller Fonden har bidraget med 88 mio. kroner, Lauritzen Fonden 12,5 mio. kr. og Helsingør Kommune 40 mio. kr. til det samlede renoveringsprojekt.
Samarbejdspartnere i totalentrepriseteamet er arkitektfirmaet Adept og Norconsult som rådgivende ingeniører.
ELINDCO forventer at aflevere Værftshallerne ved årsskiftet.