Sagrada Familia-kirken i den spanske by Barcelona er nu verdens højeste kirke, efter at en del af dens centrale tårn er blevet løftet på plads.
Det oplyser kirken ifølge nyhedsbureauet AP.
En kran løftede torsdag en del af tårnet på plads, så det nu måler 162,91 meter.
Dermed er Sagrada Familia godt en meter højere end en gotisk kirke i den tyske by Ulm. Med et spir, der når op i 161,53 meters højde, indtog den tyske kirke den hidtidige rekord.