Når Gladsaxe Kommune i 2026 kan slå dørene op til den nye børnehave Ny Torveparken, bliver det i et byggeri, hvor bæredygtighed, arkitektoniske ambitioner og høj kvalitet er i centrum. Opgaven udføres i hovedentreprise af C.C. Brun Entreprise, hvor det er projektchef Kristian Krog, der har det overordnede ansvar for byggesagen. "Det er ikke et ligetil byggeri. Arkitekturen er udfordrende, og der er store krav til materialer, bæredygtighed og detaljering. Men det gør det også spændende."
Fokus på samarbejde og god stemning
En central erfaring fra projektet er betydningen af et godt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og entreprenør.
“Vi har et rigtig godt samarbejde, hvor vi i fællesskab får løst byggesagens spørgsmål, præciseringer og løsninger mv. Denne sag har vist, hvor meget der kan løses og hvor hurtigt man kan komme på plads, når alle er ’medspillere’,” forklarer Kristian Krog, der sender en særlig tak til BBP arkitekter og Norconsult Ingeniører for det gode samarbejde.
Hans kollega, byggeleder Casper Nygaard Baastrup, supplerer: "Stemningen på pladsen betyder meget. Det lyder måske som bløde værdier, men det kan faktisk gøres op i kroner og ører. Når alle parter trækker i samme retning, øger det fremdriften og reducerer risikoen for fejl."
Det er ikke et ligetil byggeri. Arkitekturen er udfordrende, og der er store krav til materialer, bæredygtighed og detaljering.
Projektchef Kristian Krog

Svanemærket byggeri kræver mere
Børnehaven Ny Torvemarken er svanemærket, hvilket stiller høje krav til både materialevalg, proces og dokumentation. Her har C.C. Brun Entreprise spillet en central rolle i dialogen med Miljømærkning Danmark og i kontrollen af materialer gennem hele byggeprocessen.
"Det kræver en ekstra indsats og mere kontrol, fordi alt skal godkendes. Til gengæld betyder det, at vi bygger med en tydelig bæredygtig profil," fortæller Casper Nygaard Baastrup.
Konkret benyttes der genbrugsmursten på gavle, CLT-dæk som tekniktag, limtræs-søjler og -bjælker, trækassetter som ydervægge og tag, træbeklædning på facaderne samt solceller på taget.

En særlig bygning
Ny Torveparken skiller sig også arkitektonisk ud med facader i forskellige højder og skæve taghældninger, lofter, vægge, døre og vinduer skaber særlige oplevelser for børn og voksne. Indvendigt prydes bygningen af trælister og lydpaneler, der sikrer både udsmykning og akustik.
"Der er ikke to projekter, der er ens, og selvom vi har erfaring med daginstitutioner, er hver opgave ny. Det her er et godt eksempel på, hvordan vi kombinerer erfaring med nye løsninger," siger Kristian Krog.
FAKTA: C.C. Brun Entreprise A/S
Entreprenørvirksomheden C.C. Brun Entreprise A/S beskæftiger i gennemsnit ca. 70-90 medarbejdere, som udfører erhvervs-, institutions- og boligbyggerier samt renoveringer i hoved- og totalentrepriser på hele Sjælland. Endvidere udføres fagentrepriser indenfor alle former for byggeri.
Se mere på www.ccbrun.dk
Kilde: C.C. Brun Entreprise