P. Olesen A/S har vundet totalentreprisen på nedrivningen af Esbjergværket, Ørsteds sidste kulkraftværk.
Det oplyser nedrivningsentreprenørens ejer, NG Nordic, i en pressemeddelelse.
Ørsted lukkede ned for værket, som var selskabets sidste kulfyrede kraftvarmeværk, ved udgangen af august 2024.
Nu skal den 250 meter høje skorsten, der af flere kaldes et uofficielt vartegn for Esbjerg, tages ned sammen med resten af anlægget og en 74 meter høj kedelbygning.
Nedrivningsarbejdet ventes at vare omkring to år.
Sigter mod 99 procent recurkulering
Herefter skal Ørsted levere et tomt og fuldt genoprettet areal tilbage til Esbjerg Havn. P. Olesen skal derfor reetablere det 150.000 kvm store havneareal, hvor anlægget har optaget pladsen.
Fra nedrivningsentreprenøren lyder det, at næsten alle materialerne fra nedrivningen ventes at kunne recirkuleres, enten direkte i genbrug, genvinding eller nyttiggørelse af især materialer som beton og jern.
- Det er et mål i sig selv at give materialerne nyt liv, og vi forventer at kunne cirkulere op imod 99 pct., siger direktør Peter Olesen fra P. Olesen A/S i pressemeddelelse.

Udenlandsk ekspertise
Nedrivningen af den 250 meter høje skorsten kræver specialkompetencer, som ikke findes i Danmark.
Derfor nedrives skorstenen i samarbejde med den italienske specialist DESPE, der ved hjælp af den patenterede nedrivningsmetode, Red-O-Ring, miljøsanerer og adskiller skorstenen oppefra og ned fra en lukket platform.
De sidste 55 meter fjernes med P. Olesens egen ultra-langarmede maskine, Humlebien.
Forlænget levetid
Oprindeligt var Esbjergværket sat til at lukke med udgangen af marts 2023. Af hensyn til elforsyningssikkerhed i Danmark i Danmark besluttede myndighederne i oktober 2022 at pålægge Ørsted at fortsætte samt genetablere driften af tre kraftværksblokke, der anvender olie og kul som brændsel.
Det drejede sig foruden Esbjergværkets blok 3 om Studstrupværkets blok 4, som begge anvender kul som primært brændsel, samt Kyndbyværkets blok 21, der anvender olie som brændsel.
Om Esbjergværket
- Placering: Esbjerg Havn.
- Idriftsættelse: 1943 - Den blok, der bruges i dag, er opført i 1992.
- Brændsel: Olie og kul.
- Fjernvarmeproduktion: Svarende til 210.000 husstandes forbrug.
- Elproduktion: Svarende til 100.000 husstandes forbrug.
- Ligesom på Ørsteds andre kraftvarmeværker er der installeret røggasrensning, der fjerner svovldioxid (SOx) og nitrogenoxider (NOx) samt flyveaske fra skorstenens røg.
- Esbjergværkets skorsten er 250 meter høj, hvilket gør den til Danmarks højeste skorsten.
Kilde: Ørsted