23948sdkhjf

Forsinkelser på 141 projekter: Større problemer end ventet hos Energinet

Det står værre til med tidsplanen i det statsejede selskab Energinet, end det først var antaget.

Mens forventningen i første omgang lød på forsinkelser på 98 af det statsejede Energinets millionprojekter, viser situationen sig nu at være langt værre.

Det afslører Finans på baggrund af aktindsigter i det statsejede selskabs interne oplysninger.

Ifølge Finans begyndte Energinets tidsplan at skride allerede for flere år siden. Og kort før årsskiftet var Energinet bekendt med forsinkelser på 141 projekter - fire ud af fem af selskabets projekter.

Sagen blev omdrejningspunkt for et politisk drama, da Zetland tidligere på året afslørede, at klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M) havde godkendt at tilbageholde oplysninger om de omfattende forsinkelser fra offentligheden og Folketinget.

Sagen havde nær kostet ministeren sin post, da han fik et mistillidsvotum i Folketinget. Lars Aagaard blev dog reddet i en tæt afstemning om den fortsatte tillid til ham.

Energinet, der står for den omfattende udbygning af det danske elnet, har flere gange forklaret forsinkelserne med langstrakte myndighedsprocesser. 

Over for Finans forklarer driftsdirektør hos Energinet, at forsinkelserne på de 141 projekter bunder i massive forsinkelser i miljømyndighedernes sagsbehandlinger.

- Når man kigger bagud, kan man have mange meninger om, hvad vi burde kunne have forudset. Men jeg må sige, at min forestillingsevne ikke rakte til, at vi over få år oplevede en stigning på 400 pct. i antallet af tilslutningsprojekter, siger han til Finans.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094