23948sdkhjf

Teknikentreprenør udpeger ny direktør

Thomas Schalek er ny mand i front for projektenhed, der er vokset til at udgøre en femtedel af forretningen i GK Danmark

GK Danmark udskifter regionsdirektøren i den tværfaglige Project Management Office-enhed (PMO). 

Thomas Schalek overtager posten efter Kim Kruse.

- Inden for overskuelig fremtid går Kim på pension, selvom vi ærligt talt godt kunne ønske, han blev lidt længere. Men vi glæder os over at have fundet den rette til at videreføre hans arbejde, udtaler adm. direktør Jørgen L. Christensen fra GK Danmark i en pressemeddelelse.

Afløseren, Thomas Schalek, har mere end 20 års erfaring fra ledende stillinger i installationsbranchen. Senest som entreprisedirektør i Elcon, og før det fra forskellige chefroller hos Brøndum, Wicotec Kirkebjerg og Kemp & Lauritzen. Han er oprindeligt uddannet som VVS-installatør og har løbende videreuddannet sig inden for ledelse, entreprisestyring og bæredygtighed, blandt andet med en Mini MBA i Sustainability og AI.

Nu skal hans evner i spil i videreudviklingen af PMO-forretningen.

20 procent af omsætningen

Her har Kim Kruse siden 2020 stået i spidsen for at etablere og opbygge den tværfaglige byggestyringsenhed. 

I takt med at PMO har fået afsluttet og sat gang i flere store tværfaglige kontrakter, er afdelingen blevet en vækstgenerator for entrepriseforretningen, har Jørgen L. Christensen tidligere fortalt.

På få år er organisationen dermed blevet en vigtig del af teknikentreprenørens danske forretning og udgør i dag omkring 20 pct. af omsætningen.

GK Danmark oplyser ikke konkrete omsætningstal. I forbindelse med præsentationen af 2024-regnskabet fortalte Jørgen L. Christensen, at det ligger omkring en halv milliard.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084