Svenskejet ejendomsselskab køber dansk udvikler
Det svenskeejede ejendomsselskab Balder Danmark køber udviklingsselskabet Sjælsø Management.
Efter at have været medejer af Sjælsø Management siden 2016, har Balder Danmark nu erhvervet det fulde ejerskab ved at købe de 51 pct. af ejerandelen, som Sjælsø Managements ledergruppe hidtil har haft.
Parterne offentliggør ikke købesummen, fremgår det af en pressemeddelelse.
Glidende generationsskifte
Ud over at styrke Balders position på ejendomsmarkedet i Danmark, åbner salget for et glidende generationsskifte i ledergruppen.
- Sjælsø har en dygtig og kompetent ledergruppe, og der er ingen i ledergruppen, der har aktuelle planer om at stoppe, siger Erik Selin, bestyrelsesformand i Balder Danmark og adm. direktør i moderselskabet Fastighets AB Balder, i en pressemeddelelse.
- Det en dog en kendsgerning, at ud af syv medlemmer af ledergruppen har passeret de 60 år, og derfor har vi i fællesskab truffet beslutning om den nye ejerstruktur, tilføjer han.
Fortsætter som hidtil
Efter ændringen i ejerskabet vil Sjælsø fortsætte med uændret strategi og koncept.
Det betyder blandt andet, at Sjælsø fortsat udfører udviklings- og byggestyringsopgaver for andre kunder end Balder Danmark. Aktuelt er hovedparten af de igangværende projekter for eksterne kunder som Stejlepladsen, Home.Earth og K-Fastigheter.
Flemming Joseph Jensen fortsætter også uændret som direktør i Sjælsø sideløbende med jobbet som adm. direktør hos Balder Danmark.
Balder Danmark, der er et datterselskab af det børsnoterede svenske Fastighets AB Balder, udvikler og administrerer ejendomme i hovedstadsregionen og ejer i alt seks hotelejendomme, Cirkusbygningen, en erhvervsejendom i Greve og 22 beboelsesejendomme med over 4.000 lejeboliger.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 69,8 | 110,9 |
Bruttofortjeneste | 65,0 | 97,5 |
Resultat af primær drift | 9,6 | 24,9 |
Resultat før skat | 11,0 | 27,1 |
Årets resultat | 8,7 | 21,5 |
Balancestatus | 88,8 | 98,1 |
Egenkapital | 65,2 | 56,5 |
Antal ansatte | 53 | 62 |
Kilde: CVR |