Nyt kvartalsregnskab fra Sweco: Forsætter med at købe op

Sweco har netop offentliggjort sit regnskab for 2. kvartal 2025.
Koncernen melder om en stabil udvikling og en markant stigning i aktiviteten på opkøbsområdet.
Sweco omsatte i 2. kvartal af 2025 for 7.834 mio. svenske kroner, svarende til 5.162 mio. danske kr. Det er et fald på 3 pct. sammenlignet med samme periode året før.
Bundlinjen landede på 495 mio. svenske kroner mod 540 mio. svenske kroner i 2. kvartal af 2024.
Det svenske rådgivningshus, der også har en betydelig tilstedeværelse i Danmark, øgede sin EBITA med 15 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, når der korrigeres for en negativ kalendereffekt.
Koncernen tæller samlet set omtrent 22.000 ansatte globalt. I Danmark beskæftiger Sweco cirka 2.000 medarbejdere.
Omsætning falder i Danmark
Især Sweco Danmark, sammen med afdelingerne i Sverige og Belgien, havde ifølge regnskabet en høj indtjeningsmargin.
- Sweco leverede et stabilt resultat for 2. kvartal og fortsatte implementeringen af vores strategiske prioriteter, siger Swecos koncernchef Åsa Bergman i en pressemeddelelse.
Men på samme tid faldt omsætningen i Danmark med 12 pct. til 826 mio. svenske kroner, svarende til 544 mio. danske kr.
Det skyldes blandt andet negative valutaeffekter og færre arbejdstimer - i alt 15 timer mindre end sidste år - hvilket havde en negativ indvirkning på både omsætning og EBITA på 23 mio. svenske kroner.
Tjener på medicinalindustrien
- Det danske marked var overordnet set godt med fortsat god efterspørgsel inden for industriservices, primært drevet af store investeringer i medicinalindustrien, står der i regnskabet.
Men ifølge Sweco var det danske energimarked mere afdæmpet, mens markedet for kommercielt og offentligt byggeri var stabile.
Rådgiverkoncernen beretter også om god efterspørgsel inden for infrastruktur, vand og miljø.
Store opkøb
Sweco har i 2. kvartal øget tempoet i sine opkøb. Blandt andet er rådgivervirksomheden Projektengagemang i Sverige blevet opkøbt, ligesom virksomheder i Holland og Luxembourg er kommet til.
I Luxembourg gælder opkøbene de to virksomheder Progroup og +Impakt, der tilsammen havde en omsætning i 2024 på 5,1 mio. euro.
De nye selskaber tilfører i alt over 900 medarbejdere.
Samtidig har Sweco vundet en række strategisk vigtige projekter. I Danmark omfatter det forberedelsen af landets første brintinfrastruktur, mens koncernen også er involveret i grønne og byudviklingsrelaterede opgaver i Sverige, Tyskland og Holland.
Fastholder strategi
Swecos topchef Åsa Bergman kalder kvartalet for "stabilt" og lægger vægt på, at virksomheden vil holde fast i sin strategi.
- Sweco leverede et stabilt resultat for 2. kvartal og fortsatte implementeringen af vores strategiske prioriteter, siger hun.
Fremadrettet vil Sweco fortsætte med at fokusere på opkøb, effektiv drift og styrkelse af markedspositionen i Europa.