23948sdkhjf

Milliardinvesteringer i elnettet skal tredobles

Industrien i Østdanmark er i gang med en omfattende elektrificering, og kalder på yderligere investeringer i elnettet.

Ifølge en ny opgørelse fra netselskaberne Cerius-Radius er elforbruget blandt industrikunder steget med 11 pct. i første halvår af 2025 sammenlignet med samme periode sidste år. Det svarer til 1.273 GWh mod 1.147 GWh i 2024. 

Det oplyser Cerius-Radius i en pressemeddelelse.

- Det er blandt andet virksomhedernes produktion, opvarmning og deres køretøjer, der i stigende grad baserer sig på el, udtaler Jens Fossar Madsen, adm. direktør i Cerius-Radius.

Pres på nettet

Efterspørgslen på el lægger dog pres på infrastrukturen. Ifølge Jens Fossar Madsen er elnettet ikke oprindeligt dimensioneret til den nuværende vækst i belastning fra industrikunder, hvilket betyder omfattende investeringer i nye transformerstationer og kabelforbindelser.

- Selvom vi har et rigtig stærkt elnet i dag, så er det ikke bygget til at kunne imødekomme nye behov fra så mange store kunder samtidig. Derfor står vi i disse år med en kæmpe opgave i forhold til at forstærke og udbygge elnettet med større kabler samt opføre mange nye transformerstationer, der udgør vigtige knudepunkter på strømmens rejse fra produktionsstedet, gennem elnettet og ud til kunderne,
udtaler Jens Fossar Madsen.

Cerius-Radius forventer som følge af udviklingen at øge sine investeringer i elnettet fra ca. 1 mia. kr. til det tredobbelte i år. 

Selskabet har samtidig igangsat nye samarbejder, intensiveret rekruttering og effektiviseret processer for at kunne følge med efterspørgslen. Der er dog ikke forventning om, at elregningen stiger, da flere kunder deles om regningen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063