Kongreshotel dobler op i kampen om de store arrangementer

I fjor voksede Best Western Plus Hotel Odense med 195 nye værelser. Nu udvides hotellet igen. Denne gang med 253 værelser i bygningen, der er en integreret del af Odense Congress Center.
Udvidelsen bringer kongreshotellets kapacitet op på 557 værelser.
- Vi har oplevet en overvældende positiv respons på vores seneste udvidelse og det sideløbende samarbejde med Best Western Hotels, udtaler Enrico Augustinus, adm. direktør i Odense Sport & Event, i en pressemeddelelse.
- Efterspørgslen overstiger allerede nu vores nuværende kapacitet, og det er tydeligt, at der er behov for endnu flere værelser for at imødekomme både nationale og internationale gæsters behov, uddyber han.
Best Western Plus Hotel Odense er en del af Odense Sport & Event.
Prisen for at få plads til de mange nye værelser er ifølge Fyens Stiftstidende omkring 200 mio. kr. Til sammenligningen kostede den seneste udvidelse i omegnen af 150 mio. kr.
Udvidelsen forventes at stå færdig i foråret 2027.
