23948sdkhjf

MT Højgaard Danmark vinder kompleks milliardopgave

Det er nu besluttet, hvem der skal bygge Unicefs nye verdenslager i Nordhavn

By & Havn har fredag aften tildelt opgaven med at opføre verdens største Unicef-centrallager for humanitær hjælp i Nordhavn til MT Højgaard Danmark. 

Opgaven har en samlet værdi på 1,66 mia. kr. 

'Campus 4' i Københavns Nordhavn bliver et bygningskompleks på 63.000 etagemeter, og MT Højgaard Danmark skal udføre opgaven i totalentreprise i samarbejde med C.F. Møller Arkitekter og den rådgivende ingeniørvirksomhed Artelia. 

Arbejderne indledes i efteråret 2025, og verdenslageret skal være klar til brug ved udgangen af 2028.

I en selskabsmeddelelse skriver MT Højgaard Holdning, at ordren ikke påvirker selskabets forventninger til 2025, som uændret er en omsætning på 10-10,5 mia. kr. og et driftsresultat (EBIT) på 400-450 mio. kr.

- Campus 4 er et krævende projekt, hvor vi særligt skal udnytte vores medarbejderes faglighed inden for samarbejde, koordinering, planlægning og egenproduktion. Vores fagområder inden for blandt andet styring, fundering, jord og ledninger, aptering, beton og stål skal bidrage og køre projektet godt i mål, skriver Niels Holm Mikkelsen, COO i MT Højgaard Danmark, i meddelelsen.

Unicef Campus 4

Campus 4 omfatter opførelsen af et nyt distributionscenter, der skal erstatte Unicefs eksisterende faciliteter på Oceanvej i Københavns Nordhavn. 

Bygherren opfører faciliteten for lejer (Bygningsstyrelsen, der fremlejer til Udenrigsministeriet) og dennes bruger (Unicef).

Campus 4 omfatter en administrationsbygning med besøgscenter og konferencefaciliteter, et lavlager samt to fuldautomatiske højlagre, der kan rumme flere end 75.000 paller. 

Administrationsbygningen får et etageareal på ca. 15.000 kvm, mens lagerarealet samlet bliver på ca. 48.000 kvm. 

Nordstern trak sig

MT Højgaard har vundet opgaven foran to konkurrerende konsortier, Munck og 5E Byg med Afry og Christensen & CO Arkitekter og NCC Danmark med Arkitema og Cowi.

Tidligere var også Nordstern med Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Vita Ingeniører prækvalificerede. De trak sig imidlertid fra kapløbet tidligere i år, da de mente, at milliardprojektet ville være for risikofyldt.

I den forbindelse fortalte MT Højgaard Danmark til Licitationen, at projektet var både "ambitiøst og interessant", hvorfor man gerne ville vinde opgaven.

- Det siger sig selv, at vi har analyseret udbuddet grundigt, og det er ikke nogen walk in the park. Det vil kræve det ypperste af vores samarbejdsevner, for at vi kan imødekomme bygherrens krav, sagde Philip Rouvillain, projektdirektør i MT Højgaard Danmark, i april. 

Unicef-projektet er desuden flere gange blevet kritiseret for kun at blive udbudt i Nordhavn i København. For nylig viste en rapport fra Kraka Economics, at man kunne spare op mod 0,5 mia. kr., hvis man placerede lageret i havne som Fredericia, Kalundborg eller Aalborg. Det regnestykke anfægtede By & Havn.

Nordhavn og Unicef hører sammen

Hos By & Havn glæder adm. direktør Anne Skovbro sig nu over, at man har fundet en vinder til det 1.300 sider store udbud. 

- Nordhavn og Unicef hører sammen (...) Vi har været meget glade for den store interesse, der har været for at være med i udbuddet, og vi er glade for, at vi på den baggrund nu kan tildele opgaven til MT Højgaard Danmark. At bygge et så stort verdenslager er ikke en nem opgave - det er utroligt teknisk og kræver specialistviden i forhold til totalentreprisen, men også i forhold til de fuldautomatiske processer, som skal gøre lagerets funktion smidig og hurtig. Og der er vi sikre på, at MT Højgaard Danmark, CF Møller Arkitekter og Artelia Danmark er de helt rigtigt til opgaven, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Tildelingen er først endelig, når standstill er udløbet.

Den betingede totalentreprisekontrakt og det samlede projekt skal desuden godkendes af Folketingets Finansudvalg.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078