23948sdkhjf

Ekspert: Ingen erstatning til investorer i Marienlyst

Investeringer i millionklassen i udviklingen af Marienlyst er formentlig tabt, vurderer ekspert. Samtidig har Aarhus Kommunes rolle som samarbejdspartner fået ridser i lakken.

Skulle man have sat penge i udviklingen af bydelen Marienlyst i det nordvestlige Aarhus, så kan man formentlig godt skyde en hvid pil efter at få sine penge igen - ej heller at tjene en gevinst.

Det skriver TV2 Østjylland.

For millioner af udviklingskroner kan efter al sandsynlighed sættes direkte på tabskontoen, efter at et enigt byråd i Aarhus Kommune har fejet planerne for bydelen af bordet.

Det vurderer Michael Tophøj Sørensen, der er lektor ved institut for bæredygtighed og planlægning på Aalborg Universitet.

- Aarhus Kommune er formentlig ikke erstatningsansvarlig overfor de tab, som udviklerne måtte have lidt her. Så længe lokalplanen ikke er på plads, har man ikke noget at hænge sin hat på som developer.

- Hvis man siger, at man vil have godtgjort investeringerne i forløbet og forfølger det i et retsligt efterspil, så vil developerne i den her sammenhæng stå ret dårligt. Det er min klare vurdering, at der ikke er noget at komme efter, siger Michael Tophøj Sørensen til TV2 Østjylland.

Vurderingen understøttes af et juridisk notat, som er udarbejdet af Aarhus Kommunes egen jurist, Søren Hilbert.

I notatet fra 14. maj anfører han, at det efter al sandsynlighed ville have været i strid med udbudsretlige regler, hvis byrådspolitikerne havde stemt ja til købsaftalen, uden at en lokalplan var på plads.

Mange udgifter

Det er uvist hvor mange millioner, der er lagt i at udarbejde en plan for Marienlyst.

For der er ikke bare udviklet en overordnet plan for bydelen som helhed, men også lagt planer for hver enkel klynge af huse, infrastrukturen i området, beboersammensætningen, værdigrundlaget samt topografiske og miljømæssige forundersøgelser.

I en mail fra advokaten til politikerne i Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune 13. maj, skriver Jens Stausholm, som er manden bag den formentlig største investering i området og ham, der stod i den anden ende af den kuldsejlede købsaftale, at:

"Køber har anvendt et væsentligt tocifret millionbeløb over en længere årrække på loyalt at opfylde sine forpligtelser over for kommunen, herunder udarbejdet en, i december 2021 af Aarhus Byråd vedtagen, udviklingsplan for hele området."

Stor gruppe udviklere

Udover Jens Stausholm har også en række andre developere siddet med ved bordet og kan dermed også have penge i klemme. Det gælder Alfa Development A/S, Omnia Invest A/S, Posch Ejendomme ApS og Tækker Group.

Tidligere var også 1927 Estate involveret i projektet, og havde flere optioner på køb af grunde i området. Men optionerne udløb for to år siden, og Estate har ikke ønsket at forlænge.

Ingen af udviklerne har i dag haft mulighed for eller ønsket at kommentere beslutningen i byrådet.

- Vi har ingen kommentarer til byrådets behandling af Stausholms købsaftale, skriver Morten Hansen fra Omnia Invest til TV2 Østjylland.

Det var på byrådsmødet onsdag, at samtlige politikere sprang fra den købsaftale, som ifølge planerne skulle have været indgået med vinderen af udbuddet af den kommunalt ejede jord i Marienlyst.

Aftalen lød på 300 millioner kroner for 33,7 hektar - hvad der svarer til cirka 17 fodboldbaner.

På mødet udtrykte flere politikere, at nej'et til købsaftalen ville efterlade kommunen i en svær situation. Blandt andre borgmester Anders Winnerskjold (S), var ærgerlig over situationen.

- Vi har bedt udviklere og andre aktører om at gøre et stykke arbejde. Og så vender vi det hele ryggen. Det kommer til at udfordre os fremover. Mange føler, at man ikke har fået en fair og ordentlig behandling, og det er jeg ked af, sagde borgmesteren kort tid efter mødet onsdag.

Også Radikale Metin Lindved Aydin udtrykte ærgrelse.

- Det her er ikke bare spild af både forvaltningens og udviklernes arbejde, der nu hældes ud. Det er et tillidsbrud, sagde han.

Ifølge Michael Tophøj Sørensen, lektor på Aalborg Universitet, har kommunens omdømme lidt skade efter tilbagetoget.

- Det er klart, at de har fået lidt skrammer i rollen som en god og troværdig partner. Noget af det, som den private sektor og developere altid efterspørger, er forudsigelighed og minimering af risici.

- Og når kommunen går ind med en intention om at skabe et byudviklingsområde og så springer på målstregen, så bliver det jo uforudsigeligt, forklarer han.

Skrammer heler hurtigt

Alligevel mener eksperten ikke, at det får de store konsekvenser for Aarhus Kommune.

- Aarhus Kommune har mange år ud i fremtiden developere, der står i kø for at lave byudviklingen i byen. Derfor vil de skrammer, som man har påført sig selv, hurtigt hele.

- Developerne har givetvis spildt ganske mange penge, men det er en del af den risiko, man tager som privatudvikler. Jeg er helt sikker på, at de har indkalkuleret det i deres risikovurdering. For det kan ske, når man arbejder i et politisk og demokratisk styret felt.

Hvad er sandsynligheden for, at det her by-projekt overlever til efteråret, hvor kommuneplanen behandles?

- Det er helt både legalt og legitimt, hvis Aarhus Kommune vælger at fortryde den planlægning, som de jo lavede i 2021. Det kan de sagtens skrotte, fordi det nuværende byråd vil noget andet. Det er en del af gamet, siger Michael Tophøj Sørensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063