20.000 kvadratmeter bolig: Østjysk milliardprojekt skydes i gang

Tre års forarbejde kulminerer nu med opstarten på milliardprojektet Flodbyen Randers. Første skridt tages i Brotoften, hvor man planlægger cirka 20.000 kvm seniorboliger, rækkehuse og meget andet.
Grundlaget for lokalplanen for området er nu på plads.
Flodbyen-projektet, der i sin helhed kommer til at strække sig over flere årtier, skal omdanne centrale dele af Randers til attraktive byområder og samtidig integrere indsatsen mod vandstandsstigninger.
- Der ligger et enormt arbejde til grund for klimasikringen af byen, og det er et projekt, hvor vi sammen med kommunen og andre partnere investerer mere end 5 mia. kr. i byens fremtid med en visionær løsning, der skaber udvikling i krydsfeltet mellem natur, klimatilpasning og socialt liv, udtaler adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, i en pressemeddelelse.
Arealudviklingsselskabet bag milliardprojektet ejes 49 pct. af Randers Kommune og 51 pct. af AP Ejendomme, som indtil videre investerer godt 1,3 mia. kr. i byudviklingsprojektet.
Randers Kommunes arbejde med Flodbyen Randers går tilbage til 2014, og i flere år er der målrettet arbejdet med den samlede plan for klimasikring og byudvikling med bymidten som omdrejningspunkt. Bymidten er i dag presset af trafik og truet af den stigende vandstand.
At man ved udviklingen af Flodbyen i Randers har inviteret et uafhængigt kvalitetsråd til at følge arbejdet og blandt andet søge at sikre, at Flodby-projektets høje ambitionsniveau også følges op i de enkelte delprojekter, er usædvanligt, men også meget prisværdigt Jan Gehl, byplanlægger
Starter med 20.000 kvm boliger
Milliardinvesteringerne i Flodbyen-projektet omfatter blandt andet anlæggelsen af Klimabroen, der er en del af den store klimatilpasningsplan, nedrivning af et gammelt industriområde og etablering af nye boligkvarterer med både ejer- og lejeboliger, parkeringshus og dagligvarebutik.
Nu er grundlaget for lokalplanen for Brotoften-området på plads. Her er der planer om i alt cirka 20.000 kvm boliger fordelt på seniorboliger, etageboligbebyggelse og rækkehuse.
Brotoften i Flodbyen Randers
Cirka 20.000 kvm boliger
- 10.000 kvm seniorboliger
- Cirka 6.000 kvm etageboligbebyggelse
- Cirka 4.500 kvm rækkehuse mv.
Kombineret P-hus og dagligvarebutik
- 1.200 kvm butik
- Cirka 180 parkeringspladser
- Området får stisystemer og gadekær, og det indrettes med fokus på byliv, ophold og fællesskab. Centralt i projektet er boligerne, der bliver en integreret del af klimasikringen og beskytter hele området mod vandet, fortæller Jesper Plauborg direktør i Flodbyen Randers.
Kvalificeret af eksperter
Projektet trækker på rådgivning fra Kvalitetsrådet med byplanlægger Jan Gehl, tegnestueleder i Transform Lene Hammer samt partner i Vega Landskab Anne Dorthe Vestergaard.
- At man ved udviklingen af Flodbyen i Randers har inviteret et uafhængigt kvalitetsråd til at følge arbejdet og blandt andet søge at sikre, at Flodby-projektets høje ambitionsniveau også følges op i de enkelte delprojekter, er usædvanligt, men også meget prisværdigt, udtaler Jan Gehl.
Efter rådgivning fra arkitekter, ingeniører og andre eksperter er eksempelvis arealet til boligerne Gudenåhusene blevet reduceret med omkring 1.500 kvm.